Prelec: Vi får søvnløse nætter efter denne kamp

Foto: Johnny Kristensen

Ivan Prelec stak ikke noget under stolen efter nederlaget.

Af Ole Kristensen | 21. april 2024

- Der er intet, jeg kan sige, der kan retfærdiggøre min eller spillernes indsats i dag. Vi vidste, at denne kamp ville blive afgjort af en masse 50:50 situationer, og ingen af disse situationer lykkedes det os at få over på vores side. Det var Hvidovre, der lignede et hold, der kunne hoppe over nedrykningsstregen, ikke os, og det bør bekymre os! Vi er et hold med to ansigter, et godt og et dårligt. I dagens kamp lignede vi ikke et Superligahold, og det vil give os søvnløse nætter, indtil vi får mulighed for at vise det gode ansigt, forhåbentlig på fredag. Opgøret i Lyngby er den kamp, hvor vi kan vende retningen.

Træneren fandt, at VB’s to chancer ved stillingen 0-0 var det, der kunne have givet kampen et andet forløb, men de blev desværre ikke udnyttet.

- Og så får de helt unødvendigt målet til 1-0, og vi begynder at miste selvtilliden og troen på det, vi havde forberedt. Og så blev det i stedet ensrettet trafik mod vores mål. Vi prøvede at justere nogle ting i pausen og senere at ændre formation, men intet virkede på en dag, hvor holdet bare var under standard.

Prelec mente, at Kirkegaard måske kan blive klar til Lyngby-kampen. Ngbakoto bliver ikke klar, og Emmanouilidis mest sandsynligt til OB-kampen.

Per Frandsen: Vi kan jo lave fire-fem mål

- Vi er bedre end Vejle i dag, fastslog HIF-træner Per Frandsen, som specielt var glad for 2-0 målet.

- Vi har haft svært ved at holde vores spinkle føringer tidligere i sæsonen, hvor det så er gået galt for os til sidst. Derfor var det godt, at Tobias Thomsen kunne lukke til 2-0. Vi spiller godt i dag og kommer ned bag Vejles forsvar. Og vi står selv godt i defensiven, så Filip Djukic behøver jo dårligt nok en redning. Vi skaber selv en chance for Vejle ved at spille dumt ud, men ellers har de jo ikke meget. Og vi kan jo lave en fire-fem mål i dag.

Frandsen har ikke opgivet håbet endnu.

- Vi har længe spillet godt og er med i alle kampene. Vi håber på flere sejre, og så må vi se, hvor langt det rækker. Vi tror på det – vi forsøger bare at vinde hver gang.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV