Danmarks U17-landshold har spillet Nordisk Cup på Fyn i denne uge. Turneringen blev afsluttet med finalen lørdag eftermiddag i Nyborg, og her var både Wahid Faghir og Oliver Provstgaard Nielsen med til at besejre Sverige.

Landstræner Michael ”Mex” Pedersen havde fundet plads til 16-årige Wahid Faghir som den midterste angriber i den danske 4-3-3-formation. Wahid havde sendt danskerne i finalen med sit straffesparksmål mod Mexico i semifinalen. William Bøving fra FCK udlignede efter en halv time en tidlig svensk føring og to minutter senere scorede Andreas Bredahl fra FC Nordsjælland til dansk føring på 2-1. Men danskerne kiksede i forsvaret inden pausen og svenskerne kom på omgangshøjde ved stillingen 2-2.

Oliver Provstgaard Nielsen kom på banen fra begyndelsen på 2. halvleg da han afløste Filip Panjeskovic fra Lyngby i forsvaret. Efter 64 minutter havde Wahid en tidlig afgørelse for fødderne, men den træfsikre VB-angriber misbrugte fra ellevemeterpletten. Danmark kom dog foran kort efter, da Valdemar Lund Jensen fra FCK scorede til 3-2. Et kvarter før tid blev Wahid Faghir udskiftet med Rasmus Winther Højlund fra FCK. Der skete ikke mere i kampen og Danmarks U17-landshold blev vinder af de åbne Nordiske Mesterskaber.

Wahid Faghir og Oliver Provstgaard er ikke eneste VB’ere i den danske landsholdstrup. Landstræner Michael ”Mex” Pedersens assistenttræner er Morten Bisgaard, der er analytiker og transitionstræner i Vejle Boldklub.

Turneringen på Fyn har fungeret som forberedelseskampe for det danske U17-landshold og spillerne i årgang 2003. Efterårets helt store opgave for Bisgaard, Provstgaard, Wahid & Co. er EM-kvalifikationen i Sverige i slutningen af september og begyndelsen af oktober. Her er Danmark i pulje med værtsnationen, Færøerne og Litauen. De spiller om pladser ved Elite Round til foråret.

De danske ungdomslandshold kan følges på Facebook-siden ”Ungdomslandsholdene – herrer”.

Tekst: Lars Christensen.