Vejle Boldklubs topscorer i U17-Ligaen, Wahid Faghir, er blevet udtaget til det første U16-landshold i årgang 2003. Holdet spiller to træningskampe mod Frankrig senere på måneden.

VB havde to spillere med til træningssamling med U16-landsholdet tidligere på sommeren og nu har landstræner Michael ”Mex” Pedersen sat navne på de tyve spillere, der skal repræsentere Danmark i årgangens første officielle landskampe. Wahid er den eneste fra VB der slap igennem nåleøjet i en trup, der er præget af mange spillere fra FC Nordsjælland. Kampene mod Frankrig afvikles 25.- og 27. september i Clairefontaine. Se hele den danske trup her.

Der er blevet til seks sæsonmål for Wahid og det rækker til en samlet topscorer i U17-Ligaen, hvor VB ligger nummer 1 efter fire kampe. Wahid har altid spillet i VB og på trods af, at han før sommerferien var U15-spiller spillede han flere kampe med U17-Ligaholdet. Han er yngre bror til Waris Faghir (f. 2001), der spiller på VB’s U19-Ligahold.

Tekst: Lars Christensen.