Viljormur Davidsen er igen udtaget til Færøernes A-landshold, der i den kommende landsholdspause møder Malta og Rumænien i EM-kvalifikationen. Venstrebacken er noteret for 28 A-landskampe siden debuten for ø-nationen i 2013.

I efteråret stod den på Nations League for landsholdene i Europa, men nu begynder den egentlige EM-kvalifikation. Færøerne har mødt Malta flere gange i tællende kampe i de sidste par år og middelhavslandet er igen modstanderen for landstræner Lars Olsens mandskab. Udover Malta står også Rumænien på programmet i denne termin. Begge kampe spilles på udebane. Lørdag den 23. marts mod Malta og tirsdag den 26. marts mod Rumænien på Dr. Constantin Radulesco Stadion i Cluj. De øvrige lande i kvalifikationspuljen er Norge, Spanien og Sverige.

Landsholdsudtagelsen betyder, at Viljormur Davidsen ikke er aktuel for Vejle Boldklub i træningskampen mod FC St. Pauli den 21. marts.

Se hele Færøernes trup til de to EM-kvalifikationskampe her.

Tidligere har Vejle Boldklub fået Malte Amundsen (Danmark U20) udtaget til landskampe i den kommende termin, ligesom Andreas Jungdal og Wahid Faghir vil være væk med det danske U17-landshold.

Tekst: Lars Christensen.