For en uge siden præsenterede Vejle Boldklub og Henrik Tønder årsregnskabet for 2018. Den opmærksomme VB-tilhænger kunne læse nyheden på TV 2 Sport og se direktøren for klubben i Nørreskoven tone frem under optakten til sidste mandags opgør i Aarhus mod AGF. Hjemmesiden har sat Henrik Tønder stævne til en snak om klubbens status, responsen på det første plus i regnskabet i 10 år og den kurs den nye ejerkreds har sat.


Henrik Tønder, hvis du ser tilbage på klubbens rejse, fra du vendte retur i 2016, hvad er du så mest tilfreds med?

Det, der har betydet mest for Vejle Boldklub, er, at vi skaber et så stærkt fundament som muligt. Det gælder både sportsligt og økonomisk, ellers kommer vi ingen vegne. Hvis vi lykkes med det, giver det os muligheden for at ligge på, når der er styr på den finansielle situation. Selv om de sportslige resultater fylder i alles bevidsthed, og det også påvirker økonomien, så kigger jeg på økonomien og de ting, der kan bidrage til videre succes for klubbens fundament.


Er det ikke til tider en svær opgave at holde fokus på planen og ikke lade sig påvirke af det sportslige øjebliksbillede?

Nej. Jeg synes, det er vigtigt, at man ikke køber eller taler ind i den ”lidelseshistorie”, der har levet i mange år omkring klubben. At vi rykker ned, og vi altid taber til sidst. Det vigtigste for alle må være, at klubben består og er i sin bedst mulige udgave. Det kræver en stærk økonomi, at vi sælger spillere, har opbakning fra vores sponsorer og fans og arbejder den samme retning.


Hvad er det, der kan bidrage til, at klubben står stærkest uanset resultater?

Det er – og det så vi også gennem årerne i 1. division i et vis omfang – at både tilskuerne og sponsorerne trodser resultaterne og bakker ubetinget op. Den kontinuerlige opbakning giver os muligheden for at lægge på i stedet for at skulle starte forfra sæson efter sæson. I går hyldede vi for eksempel knap 80 sponsorer, der alle har støttet klubben i mere end 10 år og vist klubben stor loyalitet.


Hvad har responsen været på regnskabet i løbet af den sidste uge?

Vi oplever mange positive reaktioner og en respekt for, at vi allerede nu har indfriet det, der var ambitionerne, da de nye ejere trådte til i sommeren 2016. Samtidig viser det, at folk er gode til at se udover øjebliksbilledet. Jeg tænker ofte, når jeg kører ind på stadion, at vi skal være taknemmelige for, at gode kræfter og loyale VB-sponsorer i 2005 begyndte en plan for at løfte fodbolden i Vejle. Det er det nye Vejle Stadion et af de stærkeste eksempler på. Så det fundament bygger det ”nye” Vejle Boldklub også på.


Hvor står klubben i forhold til den overordnet plan, der blev lagt i 2016, hvor vi blandt andet skulle i Superligaen indenfor to år?

Der er en fast hånd på projektet. Vi har lagt en klar plan for, hvordan vi vil udvikle klubben. Den plan er upåvirket af øjebliksbilleder og sportslige resultater. Det er afgørende, at vi har en god økonomi, og vi forventer også for 2019 et positivt resultat uanset, hvilken række vi spiller i. Det er en situation, som vi har arbejdet hårdt for at stå i. Det er at sammenligne med et maratonløb, og vi er stadigvæk kun lige startet. Men jeg har stor tiltro til både kursen og projektet.


Hvad har gjort, at klubben er lykkedes med projektet indtil nu?

Det skyldes én ting – nemlig en holdindsats, og det gælder hele vejen rundt: De gode VB-kræfter i vores talentafdeling. Andrew og Klaus, der investerer i projektet og giver ro. Rekrutteringen af nye spillere fra vores ejere og tekniske chef. Den gode indsats fra salgsafdelingen. En administration, der løser mange og flerstrenget opgaver. De frivillige, der yder en stor indsats til hver eneste hjemmekamp. Vagter og kontrollører, der skaber et trygt miljø omkring vores afvikling. Loungepersonalet, der servicerer vores sponsorer, og sådan kunne jeg blive ved. Vi arbejder alle sammen i samme retning og ud fra den samme kurs.


Overlever vi i Superligaen?

Det både tror og håber jeg på. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Samtidig står vi stærkere end nogensinde, hvis det modsatte skulle ske, og her rammer vi hovedet på sømmet. For det handler netop om at stå stærkt i medgang og endnu stærkere i modgang. Derfor arbejder vi videre og med det in mente, så har vi det lange perspektiv for øje.


Tekst: Morten Pelch