I 2017 kunne Øster Snede Auto, der ligger på Bredalvej, lige ved Hedensted-afkørslen, fejre 50 års jubilæum. Virksomheden har Shell Servicestation, vaskehal og autoværksted. Værkstedet beskæftiger fire medarbejdere og butikken tre samt en række løsansatte ungarbejdere over 18 år. Butikken forhandler frisk bagerbrød, tips og lotto, håndkøbsmedicin, dagligvarer m.m., ligesom der er trailerudlejning.

 

Værkstedet reparerer og servicerer alle biler uanset mærke og årgang – også varevogne/erhvervsbiler.

”Vi servicerer også gerne nye biler, og garantien er fuldt dækkende,” understreger Karsten Østergård, som siden 2000 har været indehaver af Øster Snede Auto.

Siden 2003 har værkstedet foretaget omsyn på biler. Øster Snede Auto har også dækcenter/dækhotel, ligesom der tilbydes airconditionservice, udbedring af skader og meget mere.

”På værkstedet har vi Michael, som har efteruddannelsen som autotekniker, og Thomas, der har taget karosseritekniker efteruddannelsen, så vi synes, vi er klædt godt på.”

 

Øster Snede Auto er en del af Automester-kæden. ”Det giver kunderne en god sikkerhed, for Automester stiller krav til værksted og kundebiler, ligesom værkstedets medarbejdere skal på kurser hvert år,” fortæller Karsten Østergård.

”Vores motto her i Øster Snede er, at vi skal være fleksible, og at ordentlighed betaler sig. Kunderne skal have en god oplevelse og være trygge ved at benytte os, og jeg føler, vi har et godt image ude omkring.”

 

Efter at have været Statoil-forhandler i 30 år skiftede Øster Snede Auto sidste år til Shell.

”Det har givet os et nyt privatkundesegment, da mange kunder er trofaste V- Power-brugere, og det kan vi da godt mærke.

Vi er dog lidt udfordret mht. de store erhvervskunder, da netværket af stationer blev mindre ved skiftet, men det arbejdes der på højtryk på fra Shells side,” fastslår Østergård.

 

Øster Snede Auto har halv pris på bilvask og trækker derigennem folk til fra oplandet.

”Vi nyder generelt god lokal opbakning,” siger indehaveren. ”Vi er den eneste butik i byen, og folk herfra kender godt vigtigheden af at støtte op omkring os.”

 

”Bronzesponsoratet med VB er helt klart tegnet med hjertet,” pointerer Karsten Østergaard, hvis hustru Lone også er aktiv i firmaet og ordner regnskaber.

”Hele familien incl. vores tre børn er store VB-fans, så det var helt naturligt for os på den måde at støtte klubben.”

 

Læs mere på https://www.ostersnede-auto.dk samt på Facebook.