Af Ole Ryborg

Da jeg voksede op på Søndermarken i Vejle, drømte jeg ikke om, at jeg en dag skulle stå foran Downing Street nr 10 og være ham, som inde i fjernsynet forklarede, hvorfor den britiske premierminister netop havde meddelt sin afgang.
Det faldt mig aldrig ind, at jeg en dag skulle sidde i Kanzleramt i Berlin og høre kanslerens talsmand sige: ”Die nächste frage geht an die Dänische Rundfunk,” hvorefter det gik op for mig, at det nu var min tur til at stille et spørgsmål til Angela Merkel…..på tysk.
Når man er en ung knægt i Vejle, så har man andre drømme. Og min første drøm om et arbejde var noget helt andet.
Jeg ville være ham som gik rundt cindersbanen med en køletaske og solgte is under Vejles hjemmekampe. Og hvis jeg ikke kunne få det job, så ville jeg være ham som stod oppe på plateauet ved uret og skiftede tallene, når der var mål.
Set i bakspejlet er det måske meget godt, at jeg endte med at finde en anden karriere og i dag arbejder som EU-korrespondent i Bruxelles for Danmarks radio og ikke som is sælger på Vejle Stadion.
Men dengang, da min far i 1971 begyndte at tage mig med på stadion i Nørreskoven, så var det jobbet som stadion is sælger, jeg drømte om. Ham som havde tilladelse til at gå rundt på stadion – inde på den anden side af barrieren ind mod cindersbanen.

Kapsel kampe

Selv om jeg kun var syv år gammel, så er der stadig mange ting som står lysende klart i min erindring, når jeg tænker tilbage på mine første besøg på Vejle Stadion tilbage i mesterskabsårene 1971/72.
Jeg husker navnene på alle spillerne. 
Niels Wodskow i målet. Den lyshårede midtbanespiller Finn Johansen som var straffesparksskytte. Den elegante Karsten Lund, Jørgen Markussen med det iltre sorte hår og overskæg og selvfølgelig Lille Allan som han blev kaldt dengang – inden han blev hele Danmarks Allan Simonsen.
Jeg husker navnene fra kampprogrammerne. Men også fra en rød mesterskabsvimpel som hang på væggen på mit værelse på Snerlevej på Søndermarken. Og så husker jeg navnene på VB´s mesterholdspillere fra de mange Koral kapsler, som jeg samlede på som dreng. Jeg havde dem alle sammen. Niels Hüttel, Tommy Hansen, Ole Fritsen. Og ikke mindst Flemming Serritslev. Serritslev-kapslen var bøjet på en sådan måde, at den var perfekt til langskud. 
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg som barn har sat et VB hold på Koral-kapsel banen og efterfølgende hjembragt Vejle-holdet guldmedaljerne. Men det er mange.
Allerede fra barnsben var VB-spillerne idoler og når legekammeraterne og jeg selv sprang rundt med en bold på græsplænen hjemme på Snerlevej, så var vi ofte lille Allan eller Niels Wodskow i målet.

Nøglespilleren Arne Stockfish

Når man – som jeg – har besøgt stadion i Nørreskoven i snart 50 år, så er der mange VB-spillere som gennem årene har fået en særlig plads i hjertet. Men for mig er der én Vejle spiller som har betydet mere end nogen anden. Og det er sågar en spiller jeg aldrig har set spille.
Hans navn er Arne Stockfish. 
Han fik premiere på VB´s førstehold i august 1964. To måneder efter jeg blev født. Og han stoppede med at spille inden jeg første gang satte mine ben på stadion.
Arne Stockfish opnåede 21 kampe på første holdet.
Når Arne Stockfish alligevel er den vigtigste VB-spiller for mig, så skyldes det den enkle forklaring, at Arne og hans familie boede overfor familien Ryborg på Snerlevej i Vejle.
Efter endt fodboldkarriere blev Arne en del af ledelsen hos VB. Og det var takket være min far og Arne Stockfish venlighed, at jeg fik VB i blodet fra barnsben.
Som jeg husker min barndom, så startede min far ofte folkevognen og kørte os ud til Skyttehuset, hvor vi parkerede tæt på dyrehaven og derefter gik den smukke tur gennem skoven op til stadion og ind gennem tælleapparaterne ved den indgang som ligger i enden med uret.
Det skete dog mere end en gang, at min far slap for at trække tegnebogen frem, når vi skulle på stadion. Det var når Arne Stockfish lige havde været krydset Snerlevej og begavet min far og mig med to fribilletter.  
Det var også Arne Stockfish som ordnede det sådan, at vi fik de helt særlige pladser på plastikstolene inde på cindersbanen, da VB efter salget af Allan Simonsen spillede venskabskamp mod Borrusia Mönchengladbach. En aften jeg aldrig glemmer.
Her sad jeg på en plastikstol – tæt ved sidelinjen – og så verdensstjernerne på nærmeste hold i en magisk kamp, hvor Allan Simonsen var centrum for begivenhederne på banen.
Og endnu mere magisk blev det dagen efter kampen, da Arne Stockfish kom forbi for at aflevere min autografbog som min far og Arne i hemmelighed havde snuppet fra børneværelset. Nu fik jeg den så retur – med autografer fra alle de Borrusia stjerner jeg kendte fra Bundesligafodbolden som min far og jeg troligt fulgte på tv hver lørdag.
Günter Netzer, Rainer Bonhof, Bertie Vogts, målmanden Wolfgang Kleff og mange andre. Alle havde de skrevet i MIN autografbog. Takket være Arne Stockfish.

VAF konfetti

Fremme i firserne fik jeg mulighed for at opleve endnu et mesterskab til Vejle Boldklub. Jeg var nu 20 år og fodboldvanerne havde ændret sig.
Selv om min far stadig var på stadion sammen med arbejdskolleger fra posthuset i Vejle, så var jeg nu afsted med mine egne kammerater.
Pladsen under uret var skiftet ud med ståtribunen, hvor de højtråbende Vejle fans holdt til. Det var her vi kunne råbe og synge. Det var før pyro-teknikkens indtog på stadion, så når vi skulle fejre Vejle-sejrene, så var det med konfetti som blev smuglet ind i plastikposer under t-shirten.
Hjemmelavet konfetti, hvor gamle numre af Vejle Amts Folkeblad systematisk blev klippet i stykker og forvandlet til konfetti.
Det må have været et helvede for personalet på stadion at gøre rent efter os, når vi fejrede at Sivebæk, Gert Eg, Tychosen og ikke mindst Julian Barnett i 1984 endnu engang gjorde Vejle til danske mestre.
Jeg får stadig dårlig samvittighed, når jeg tænker tilbage på, hvordan det må have været for rengøringspersonalet at rydde op efter al den konfetti.

Langdistance forhold

I 1991 skiftede mit forhold til Vejle Boldklub karakter. Jeg flyttede permanent til Bruxelles for at arbejde som journalist. Pludselig var der 1.000 kilometer til stadion i Nørrskoven.
Det var slut med at tage på stadion med kammeraterne. Men det var ikke slut med at følge med i, hvordan det gik for VB.
Hver uge ringede jeg fra Bruxelles hjem til min far. Vi snakkede om løst og fast – og om hvordan det gik for VB. Vi udfyldte samtidig en tipskupon som min far troligt afleverede hver uge. Uden at vi nogensinde vandt noget som helst.
I en tid uden internet og tv-streaming, så var den ugentlige samtale med min far min bedste og ofte også eneste kilde til information om, hvad der foregik på Vejle Stadion. Historierne om, hvordan Ole Fritzen havde overtaget trænersædet og fået unge spillere som Thomas Gravesen, Alex Nørlund, Peter Graulund m.fl til igen at bringe vejle tilbage i topfodbold, var ikke noget jeg oplevede selv. Det var historier jeg fik genfortalt på via telefonen.
Gravesen og Graulund spillede altså ikke kun en afgørende rolle på banen tilbage i halvfemserne. De spillede også en afgørende rolle for det ugentlige telefoniske sammenhold i familien Ryborg som var splittet mellem Vejle og Bruxelles.

AGF fan på kontoret

Min far gik bort 1999 og med ham forsvandt min direkte forbindelse til, hvad der foregik på grønsværen på Vejle Stadion.
2000-tallet blev et årti, hvor Vejle Boldklub var noget jeg læste om i avisen og det var ikke ligefrem opmuntrende læsning. I Bruxelles kunne jeg læse, hvordan VB befandt sig i en spillemæssig krise, i en økonomisk krise, i fan-krise – ja sågar i en identitetskrise.
For mig blev 2000-tallet et tabt VB-årti. Men det var faktisk hverken på grund af det der foregik på banen eller i og omkring klubhuset. Det blev et tabt årti, fordi jeg uden min far ikke længere var en del af et fællesskab omkring VB. Jeg læste om Vejle og Nørreskoven. Men jeg havde ikke rigtigt nogen at dele det hele med.
Det begyndte at ændre sig i 2013, da jeg fik en ny kollega på kontoret i Bruxelles.
Danmarks Radio sendte Niels Kvale – en meget engageret AGF-fan – til Bruxelles. Med Niels Kvale på kontoret i Residence Palace i Bruxelles, så blev samtaler om dansk fodbold pludselig en lige så normal en del af hverdagen i EU-hovedstaden som samtaler EU-politik.
Når man – som jeg – holder med Vejle, så var det naturligt nok en noget blandet fornøjelse at dele kontor med en AGF-fan.
Det var for eksempel en lille smule anstrengende at møde på kontoret den 7. november 2014 blot for at konstatere, at Niels Kvale havde dekoreret mit min væg, mit skrivebord og min computerskærm med AGF-tørklæde og billeder fra kampen, hvor Vejle dagen inden havde tabt 4-0 til AGF.
Men fodbold er ikke kun venskabelig fan rivalitet. Det er også sammenhold om spillet.
Da AGF´s oprykning til Superligaen var en realitet – i øvrigt efter en Vejle sejr over Lyngby – gav Kvale og jeg hinanden hånd på, at når Vejle igen var tilbage i den bedste række, så skulle vi sammen afsted for at se den første kamp mellem Vejle og AGF. Vi måtte vente i fire år. Men i juli 2018 sad vi der – i Nørreskoven – og så VB og AGF spille 1-1.

Bussen, baren og bolden

Afstanden fra mit hjem i Bruxelles til Vejle Stadion er stadig 1.000 kilometer her i 2020. Og det sætter unægtelig grænser for, hvor ofte jeg kan komme på stadion i Nørreskoven.
Men med internet, tv-streaming og sociale medier, så er det i dag lettere end nogensinde at være en del af fællesskabet omkring Vejle Boldklub. Og et er et fantastisk fællesskab at være en del af.
Når muligheden byder sig og jeg er i København, så tager jeg gerne forbi Frederiksberg Ølbar for at se fodbold sammen med VBFan København. Senest havde vi en uforglemmelig aften, da Diego Montiel bankede 4-3 målet ind i årets sidste kamp mod Viborg. 37 Vejle fans på en bar i København en almindelig torsdag aften. Det siger meget om, hvor specielt sammenholdet og fællesskabet omkring VB er.
Det bliver også nogle gange om året til nogle stadionture til både ude og hjemmekampe i selskab med nære gamle venner.
Men den længste og sjoveste tur i nyere tid var faktisk med en bus fyldt med folk, som jeg aldrig før havde mødt. Det var den 20. maj 2018. 
Den dag hentede jeg om morgenen en minibus hos et biludlejningsfirma og kørte til en s-togsstation, hvor vi skulle mødes. Ni VB-fans fra København som ikke kendte hinanden.
Idéen om at leje en bus var opstået hos min gode VB-ven Peter Bork. 
”Jeg drømmer om en bus,” skrev han en dag, hvor vi chattede om en mulig oprykning.
”Kan du fylde en bus, hvis jeg leverer bussen,” skrev jeg tilbage.
”Let,” svarede Peter. Og han fik ret.
Ét opslag på VB-fan Københavns facebookside og så var bussen fyldt med rekordfart.
Det blev en dag, hvor Jyllands Rubin blev skrålet igen og igen, mens bilen trillede over Fyn og op gennem Jylland mod Lerpytter stadion og oprykningen.

Moderne fællesskab

I år er det 49 år siden jeg som barn stod på Vejle Stadion for første gang. Dengang fyldte stadionoplevelserne meget.
I dag – fem årtier senere – fylder fodbolden og Vejle Boldklub stadig lige meget. 
Takket være TV-streaming og sociale medier kan jeg nu befinde mig på en irsk pub i Bruxelles og se Vejle spille fodbold sammen med gode kammerater og kolleger. Jeg kan læne mig tilbage i flyet mellem Bruxelles og Bucharest, lukke øjnene og lytte til en podcast om Vejle Boldklub. Jeg kan sidde i et pressecenter i Luxembourg og alligevel følge en VB-kamp via twitter. Intet slår dog stadionoplevelserne sammen med gode venner. De er alt for få. Men når det sker, så nyder jeg stadig i dag hvert minut. Lige så glad og begejstret som dengang jeg første gang fra min plads under uret så Allan Simonsen, Karsten Lund og de andre gøre Vejle til danmarksmestre.
Drømmen om en ny sæson, hvor Vejle igen er Danmarksmestre lever for fuldt. Til gengæld er tiden nok inde til at indse, at jeg aldrig får et job som is sælger på Vejle Stadion.