Vejle Boldklub er i eftermiddag nået til enighed med Superliga-klubben Lyngby Boldklub om et salg af midtbanespilleren Mathias Hebo, der i efterårssæsonen har været udlejet fra Vejle Boldklub til Silkeborg IF.

– Mathias er en dejlig og umiddelbar dreng og en god fodboldspiller. Det blev desværre ikke til det, vi havde håbet på i den røde VB-trøje for Mathias. Det må vi hos Vejle Boldklub også tage vores ansvar for. Nu har vi fundet en god, økonomisk og holdbar løsning for både Mathias og for Vejle Boldklub. En løsning, der giver Mathias mulighed for at udfolde sit potentiale og vende hjem til Lyngby Boldklub. Vi ønsker Mathias held og lykke og alt det bedste i fremtiden, fortæller teknisk chef i Vejle Boldklub, Jacob Krüger.

Mathias Hebo har skrevet en 3,5-årig aftale med Lyngby Boldklub, der inden forårssæsonen ligger på en ottendeplads i 3F Superligaen.

Tekst: Morten Pelch