Vejle Boldklub har i dag solgt Dominic Vinicius til den kinesiske klub Beijing Enterprises Group Football Club. Salget skal ses som et led i den strategiplan, der blev lagt i sommeren 2016, da Vejle Boldklub blev reddet på målstregen, og Andrew Zolotko sammen med Klaus Eskildsen sikrede sig ejerskabet over klubben.

Direktør hos Vejle Boldklub, Henrik Tønder, fortæller her om baggrunden for salget:

– Vejle Boldklub var for halvandet år siden tæt på at lukke. Da klubben blev reddet, satte vi os to meget vigtige målsætninger. Først og fremmest skulle vi have en forretning i balance, så Vejle Boldklub aldrig kom i samme situation igen. Herunder var udviklingen samt salg af spillere et vigtigt parameter. Samtidig skulle Vejle Boldklub på sigt genetablere sig i toppen af dansk fodbold. Med salget af Dominic Vinicius bidrager vi markant til den forretningsplan, vi satte os for at lede klubben efter. Det synes jeg, at vi kan være tilfredse med.

Historien om Dominic Vinicius er også historien om en ung mand, der kom til Europa fra de lavere divisioner i Brasilien, og som gennem halvanden sæson gennemgik en massiv udvikling i Vejle Boldklubs rammer. Allerede i sommers pådrog han sig udenlandsk interesse. Derfor var et skifte ikke et spørgsmål om hvor, men nærmere hvornår.

– Dominics historie er også vigtig for vores evne til at få spillere til at vælge Vejle Boldklub. Vi kan synliggøre, at vores massive investering i setuppet omkring vores førstehold samt de professionelle rammer, som klubben kan tilbyde spillere, ikke alene fører til en god udvikling – det har vi også andre spillere end Dominic som eksempel på. Men det også i den sidste ende kan føre til et salg til udlandet, fortæller Henrik Tønder.

For Dominic Vinicius er salget til Kina en drøm, der går i opfyldelse. Den 22-årige angriber er Vejle Boldklub taknemmelig for denne chance.

– Først og fremmest vil jeg takke klubben for at lytte til mit ønske om at skifte. Det betyder meget for mig, og det betyder også meget for min familie i Brasilien. Jeg har været meget glad for at være i Vejle. Alle i og omkring klubben og særligt tilhængerne har fået mig til at føle mig hjemme og har altid været støttende. Min udvikling skyldes i høj grad disse ting. Jeg er meget glad for, at jeg nu får chancen for at komme til Kina, men jeg er blevet Vejle-fan, og det vil jeg være uanset, hvor jeg kommer til at spille henne i verden, fortæller Dominic Vinicius.

Vejle Boldklub har gennem de sidste måneder planlagt sine aktiviteter på transfermarkedet, der åbnede op i januar, og salget af Dominic Vinicius ændrer ikke umiddelbart på disse planer, fortæller den tekniske chef hos Vejle Boldklub.

– Som vi også gjorde i det foregående transfervindue, hvor vi hentede Nicolaj Madsen i Superligaklubben SønderjyskE, har vi også op til dette transfervindue en klar plan for, hvad vi vil hente ind, og vi har også været opmærksomme på muligheden for, at Dominic kunne blive solgt. Vejle Boldklub vil forsat investere i en langsigtet sportslig strategi og det selvsamme setup, der har udviklet Dominic og ført til førstepladsen i NordicBet Ligaen, afslutter Jacob Krüger.

Tekst: Morten Pelch.