Vejle Boldklub har efter gensidig aftale ophævet aftalen med midtbanespilleren Nicolaj Madsen. Årsagen skal findes i den manglende spilletid, som midtbanespilleren har fået i Vejle Boldklub.

Teknisk chef i Vejle Boldklub, Jacob Krüger, uddyber her:

– Nicolaj kom til mig i starten af denne uge og ytrede et ønske om få mere spilletid. Vi har et miljø i klubben, hvor mange spillere byder sig til og en cheftræner, der vælger, hvem der skal spille fra gang til gang. Det gør også, at vi ikke kan love, om end vi har forståelse for Madsens ønske ud fra både alder og rutine, at der venter fast spilletid til ham. Vi er kede af Nicolajs ønske, da de personlige og fodboldmæssige kvaliteter er store hos ham, men vi respekterer modet og overvejelserne bag henvendelsen. Derfor har vi imødekommet Nicolajs ønske om en ophævelse og takker ham for bidraget til kulturen i klubben og den store andel i oprykningen til Superligaen sidste sæson, hvor stærke kampe fra Nicolaj bidrog til dette, siger Jacob Krüger.

For midtbanespilleren er det et vemodigt, men også afklaret farvel til Nørreskoven.

– Jeg har en alder, hvor jeg føler, at jeg skal spille hver gang. Samtidig er der kamp om midtbanepladserne i Vejle, hvor der er mange gode spillere, som byder sig til. Det er præmissen i en trup, hvor der er kamp om pladserne, men jeg mener også, at jeg er god nok til at spille hver gang, og det er den mulighed, jeg skal ud og finde nu. Jeg har været glad for at være i Vejle Boldklub. Det er en klub med stor opbakning og en masse historie, og jeg håber det bedste for klubben, mine nu tidligere holdkammerater og tilhængerne i fremtiden, siger Nicolaj Madsen.

Tekst: Morten Pelch.