Vejle Boldklub har købt Lyngby-profilen Mathias Hebo Rasmussen. Midtbanespilleren har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2022 og begynder med øjeblikkelig virkning i VB.

Vinterens første udefrakommende tilgang til Superligatruppen faldt i dag på plads. Det nyeste ansigt i truppen er 23-årige Mathias Hebo Rasmussen, der har en fortid i flere sjællandske klubber, men som siden sommeren 2017 har repræsenteret Lyngby.

Mathias Hebo Rasmussen fik den første del af fodboldopdragelsen i Hvidovre IF, men skiftede senere til FC Nordsjælland. Her Superligadebuterede han som 19-årig og spillede seks kampe i landets bedste række. Undervejs optrådte han på et lejeophold i FC Vestsjælland. Hebo spillede 1½ sæson i FC Fredericia, inden han skiftede til Lyngbys sølvvindere i Superligaen. Det er især præstationerne for De Kongeblå gennem det sidste halvandet år der har stimuleret VB’s interesse.

– Vi er glade for, at det er lykkedes at lande en aftale om en transfer med Lyngby og Mathias Hebo Rasmussen. Han er en spiller, som vi i lang tid har prøvet at lave en aftale med. Igennem efterårssæsonen var han en markant profil i NordicBet LIGA og inden spillede han en god sæson i Superligaen. Hebo er en ung og meget ærgerrig spiller, der altid arbejder hårdt i holdets tjeneste. Når det er sagt, så har det været iøjnefaldende hvor mange mål og assist, han specielt i efteråret, har lagt på sit spil, siger Jacob Krüger, der er teknisk chef i Vejle Boldklub.

– Mathias Hebo er først og fremmest en fleksibel midtbanespiller, der er anvendelig både på en midtbane med to centrale spillere og på en midtbane med tre spillere centralt. Han er blevet robust med årene og vi har en forventning om, at han hurtigt byder sig til i konkurrencen om spilletid. I et længere perspektiv er Mathias Hebo en spiller, som vil være interessant for andre klubber. Som klub er vi stolte over, at en ung spiller som Mathias vil lave en længerevarende aftale med Vejle Boldklub. Vi byder Mathias Hebo Rasmussen velkommen i Vejle Boldklub og glæder os i fællesskab til at påvirke hans fodboldmæssige udvikling, siger Jacob Krüger.

Mathias Hebo Rasmussen er søn af den tidligere divisionsspiller Kim Rasmussen, ligesom han er yngre bror til Jonas Hebo Rasmussen (f. 1991), der i sæsonen 2014-15 spillede 20 kampe for Vejle Boldklub. Efter 1½ år med stærke præstationer skifter han den Konge Blå-spillertrøje ud med VB’s rød hvide dragt.

– Jeg er stolt over at kunne trække den røde VB-trøje over hovedet. Det her er en stor traditionsklub og jeg vil arbejde hårdt for at være med til sikre Vejle Boldklub endnu en sæson i Superligaen. Det glæder mig meget at være her og fansene kan altid regne med en helhjertet indsats fra mig i alle kampe. Det vigtigste for mig de næste seks måneder er at holdet overlever i Superligaen. Det vil jeg gøre alt for. Så jeg vil ikke tale så meget, men vise mit værd på banen, siger Mathias Hebo Rasmussen.

Den nye midtbanespiller har underskrevet en kontrakt på 3½ år og han har valgt trøjenummer 18 i Vejle Boldklub. Mathias Hebo møder sine nye holdkammerater første gang ved torsdagens træning.

Tekst: Lars Christensen.