Vejle Boldklub har lyttet til den danske regering og sundhedsmyndighederne og kalder nu sine spillere tilbage på træningsbanerne fra på mandag d. 11. maj.

Det bliver dog en ny virkelighed, der venter spillerne, trænerne og staben i dagligdagen i Nørreskoven.

– Vi ser frem til at få spillerne tilbage og sammen træne målrettet frem mod det, som fodbold handler om – nemlig kampen om point. Vi har et arbejde, vi skal gøre færdigt. Vejle Boldklub kommer til at have sine egne protokoller, der flugter med dem, som Divisionsforeningen har udfærdiget. Vi kommer derfor til at køre træning, der er lukket for besøgende, fans, presse og alle, der ikke har en påkrævet og nødvendig funktion, fortæller Jacob Krüger, teknisk chef hos Vejle Boldklub.

Anfører for Vejle Boldklubs NordicBet Liga-trup, Jacob Schoop, ser frem til at møde sine holdkammerater igen og kunne træne sammen. -Det har været ulideligt det her. Jeg har stor respekt for sundhedsmyndighederne og den situation, som Danmark har stået i, og som jeg nævnte på et tidligere tidspunkt, så var fodbold på det tidspunkt ikke vigtigt. Nu er vi tilbage et sted, hvor vi spillere skal træne sammen og vise, hvad vi er lavet af. Der er kun én ting, der gælder. Det skal vi træne hårdt for sammen at kunne indfri. Så jeg glæder mig til at få fuld knald på træningen, og det, ved jeg, at mine holdkammerater også gør.

Vejle Boldklubs NordicBet Liga-spillere møder ind og har sin første træning på mandag.

Tekst: Morten Pelch