Vejle Boldklub fastholder tre stjerner i DBU’s talentlicenssystem der blev offentliggjort tirsdag eftermiddag. Dermed spiller klubbens U15-, U17- og U19-hold også i den højeste række i den kommende sæson.

Årets rangering er blevet offentliggjort og VB er fortsat placeret blandt de bedste talentudviklingsklubber i Danmark. I det forgangne år har VB været repræsenteret med spillere på DBU’s ungdomslandshold fra U16 til U21 med spillere som Wahid Faghir, Oliver Provstgaard Nielsen, Andreas Jungdal, Mathias Voss, Tobias Sommer og Thomas Gundelund. I sidste sæson sluttede U19-Ligaholdet på en flot 6. plads, mens U17-Ligaholdet blev nr. 4. I denne sæson ligger U19-Ligaholdet igen med i den bedste halvdel, mens U17-holdet placerer sig under midten. Det var også i den forgangne sæson, at VB solgte Andreas Jungdal til AC Milan. Den Future Vejle-uddannede målmand havde imponeret på VB’s U17-Ligahold og i landsholdsregi og sidste sommer blev han handlet til den italienske storklub. Ligesom i de to forgangne år, var Vejle Boldklub i Tyrkiet på træningslejr med ungdomshold fra U15-U19 i opstarten til forårssæsonen.

Talentchef Steen Thychosen glæder sig over, at VB med DBU’s rangering igen talentudvikler med de bedste klubber i Danmark.

– Vi er stolte over, at vi også i den kommende sæson skal talentudvikle med de bedste klubber i Danmark. Der er arbejdet meget målrettet i hele klubben på, at vi kan fastholde vores placering, og 2019 var et godt år for Vejle Boldklub, hvis man kigger på talent. Hele ungdomsafdelingen har stor andel i vores placering og vi ønsker alle tillykke. Vi ser frem imod det kommende år, hvor vi vil dygtiggøre og forbedre os, så vi også i fremtiden står stærkt i dansk talentudvikling, siger Steen Thychosen.

Vejle Boldklub har været placeret i de højeste ungdomsrækker af DBU siden 2008.

Tekst: Lars Christensen.