Vejle Boldklub har ansat 27-årige Asger Pedersen som klubbens nye fysioterapeut.  Han afløser René Krogh som NordicBet LIGA-holdets primære fysioterapeut og er d.d. begyndt i Vejle Boldklub.

Siden Vejle Boldklub tidligere på måneden opslog stillingen som fysioterapeut har klubben modtaget mange ansøgninger til stillingen. Teknisk chef Jacob Krüger har behandlet de mange ansøgninger og efter afholdelse af jobsamtaler, har klubben nu ansat Asger Pedersen.

– Vi har ansat Asger Pedersen fra og med i dag torsdag den 28. september. Der kom mange ansøgninger og der var stor interesse for at arbejde som fysioterapeut for klubbens NordicBet LIGA-hold. Efter en grundig proces med mange ansøgere og flere samtaler, er vi glade for at Asger har takket ja. Asger er 27 år, men kommer med erfaring fra fodboldverdenen og som medejer af en fysioterapeutisk privatklinik i København. Asger vil følge René Kroghs arbejde i de kommende dage op mod kampen mod Fremad Amager og vi ser frem til at Asger bliver en vigtig del af staben omkring holdet, siger Jacob Krüger.

Asger Pedersen (f. 1990) er uddannet fysioterapeut fra PH Metropol, København, i juni 2015. Han arbejdede som cheffysioterapeut i FC Vestsjælland i efteråret 2015 og har også været tilknyttet mindre sjællandske klubber som massør/fysioterapeut.

Ansættelsen af en ny fysioterapeut sker, da René Krogh efter tre års virke i Vejle Boldklub har valgt at søge nye udfordringer. René Krogh har sidste arbejdsdag i Nørreskoven i forbindelse med hjemmekampen mod Fremad Amager på søndag den 1. oktober.

– Vi har været rigtig glade for Renés store indsats i de sidste tre år under skiftende cheftrænere og spillertrupper. På vegne af Vejle Boldklub ønsker jeg ham alt det bedste i fremtiden, siger Jacob Krüger.

Tekst: Lars Christensen.