Da måltavlen efter 21 minutter viste 0-3, og VB lignede et hold, der var godt på vej til at blive spillet baglæns ud af et vådt VB Parken, gav det mindelser om den omvendte kamp i Farum, hvor FCN vandt 7-1. Men vejlenserne fik hold på sig selv og gav gæsterne kamp til stregen. 5-4 blev det dog til sjællænderne, men point var absolut inden for rækkevidde for de talentfulde unge VB’ere.

Efter en fredelig start på opgøret, hvor VB var mest i boldbesiddelse, lynedes nordsjællænderne for første gang efter 11 minutter. Andreas Bredahl dukkede efter et indlæg fra højre op som trold af æske foran VB-målet og scorede sikkert til 0-1. FCN’s hold, som for halvdelens vedkommende består af unge løver fra klubbens akademi i Ghana, sprudler af talent og spiller i lighed med klubbens superligahold en gang fornøjelig og temporig gang fodbold. Fuld respekt herfra til talentfabrikken i Farum.

Tre minutter senere burde det være blevet 0-2, men det lykkedes FCN’s Emeka Nnamani at sparke over et tomt mål … 0-2 blev det dog et par minutter efter. Simon Adingra kom i ryggen på Phon-Ek Maneekorn og nettede sikkert. Skidt blev til værre for hjemmeholdet, og efter en god snes minutter stod der 0-3 på måltavlen. Et nordsjællandsk opspil gik alt for hurtigt for vejlenserne, og Andreas Bredahl kunne score sit andet mål for Farum-klubben.

Kielstrup reagerede. Ud røg Phon-Ek Maneekorn, Valdemar Sadrifar kom ind på midtbanen, og VB gik over til en tremands bagkæde med Tobias Sommer i midten. Det fik sat en prop i hullet, og langsomt kom værterne med i kampen. Første forsøg på mål overhovedet for de rødblusede kom efter en halv time, da anfører Alexander Jensen trykkede af udefra.

Med to minutter til pausen spillede Matthew Conroy Sadrifar helt fri, men dennes afslutning sneg sig forbi mål. En reducering skulle det dog blive til i 1. halvleg. I det 44. minut gav newzealandske Conroy endnu et bevis på sit store talent, da han med en vidunderlig maskeret aflevering spillede Wahid Faghir helt fri. Ungdomslandsholdsspilleren svigtede ikke – 1-3.

Og det som de færreste efter en snes minutter havde regnet med, blev en realitet straks et par minutter efter pausen – med en yderligere reducering skabte hjemmeholdet spænding om resultatet. Helt usædvanligt klodsede FCN-forsvaret gevaldigt rundt i det og mistede bolden til Wahid Faghir, der spillede Valdemar Sadrifar op til dennes måske letteste scoring i karrieren.

Vejlenserne havde dog dårligt fået armene ned, før nordsjællænderne havde reetableret tomålsføringen. Et afrettet langskud fra Andreas Bredahl snød Tobias Haahr Jakobsen, der i øjeblikket vikarierer for en knæskadet Andreas Foged i VB-målet.

Moralen fejler dog ikke noget hos de unge VB’ere, som fem minutter senere på ny fik reduceret. Stortalentet Wahid Faghir snoede sig fri ved baglinjen og fandt Villads Rasmussen inde foran mål – 3-4.

Faghir havde selv udligningen for fødderne i det 65. minut, da han kanonerede mod mål fra kort afstand efter Sadrifars forarbejde, men kæmperedning af FCN-keeper Rasmus From.

Også Rasmus Schjang havde en gylden mulighed for udligning, da From var væk, men Schjang måtte se sit forsøg headet væk på stregen.

I stedet slog Nordsjælland til på en omstilling i den monsterunderholdende kamp – Abu Francis scorede.

VB nægtede dog stadig at give op. På et straffe begået af FCN’s Gideon Mensah reducerede Faghir til 4-5 med ti minutter tilbage.

Dommer Martin Kjærgaard havde begge hænder fulde i den hektiske og dramatiske slutfase, hvor gemytterne på og uden for banen kom i kog. Wahid Faghir så rødt for en nødbremse, men alligevel var Mathias Voss tæt på at udligne for VB i overtiden, ligesom mange så et ikke-dømt straffespark mod Peter Ullum.

Det blev dog ved 4-5 i en kamp, der var forrygende reklame for dansk ungdomsfodbold. Næste opgave for Kielstrups tropper er en udekamp hos FC Midtjylland om fjorten dage.

Kielstrup: Straffet af deres omstillinger
– Jo, det gav da flashback til massakren i Farum, da det stod 0-3 efter 21 minutter, erkendte træner Steffen Kielstrup efter kampen.

– Nordsjællænderne kom forfærdeligt hurtigt, så vi måtte gøre noget, og vores taktiske ændringer efter 0-3 scoringen hjalp heldigvis. Det giver lidt ro på, og de sidste 20 minutter af 1. halvleg kommer vi ind i kampen og tør spille med bolden, siger Steffen Kielstrup.

VB-træneren var – bortset fra de første 21 minutter – godt tilfreds med sit holds indsats.

– Vi har alle muligheder for at komme helt op både ved 2-3, 3-4, men bliver straffet af deres omstillinger, så vi aldrig får udlignet. Men stor ros til drengene for den måde, de kommer tilbage i kampen på. Spillemæssigt vurderer jeg FCN til at være rækkens bedste hold. Vi kan godt være vores indsats bekendt.

Kielstrup erkendte dog, at ni mål imod i to kampe giver grobund for at arbejde med nogle defensive ting inden mødet med FCM om 14 dage.

U19-Ligaen 2019-20, VB Parken kunstgræs
Lørdag den 29. februar 2020 kl. 12.30
Vejle Boldklub – FC Nordsjælland 4-5 (1-3)
12. 0-1 Andreas Bredahl
17. 0-2 Simon Adingra
22. 0-3 Andreas Bredahl
44. 1-3 Wahid Faghir
48. 2-3 Valdemar Sadrifar
49. 2-4 Andreas Bredahl
54. 3-4 Villads Rasmussen
73. 3-5 Abu Francis
80. 4-5 Wahid Faghir (straffespark)

Kort:
21. Mathias Voss (gult kort)
90. Wahid Faghir (rødt kort)
90. Rasmus Schjang Larsen (gult kort)

Indskiftninger:
24. Phon-Ek “Guy” Maneekorn Jensen ud Valdemar Sadrifar ind
65. Matthew Conroy ud Hans Høllsberg ind
80. Oliver Provstgaard Nielsen ud Peter Ullum ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Tobias Haahr Jakobsen (m)

Mathias Voss
Aidan Liu
Oliver Provstgaard Nielsen
Phon-Ek “Guy” Maneekorn Jensen

Rasmus Schjang Larsen
Tobias Sommer
Alexander Jensen (anfører)

Matthew Conroy
Villads Rasmussen 

Wahid Faghir

Bænken:
Sebastian Markdal (m) (ikke benyttet)
Valdemar Sadrifar 
Peter Ullum
Hans Høllsberg

Tekst: Ole Kristensen.