Det lykkedes ikke VB’s unge løver i U19-Ligaen lørdag at følge op på den fine premieresejr i Randers sidste weekend. På Vejle Stadion, hvortil kampen som følge af stående vand på bane 1 i VB Parken var flyttet, tabte Steffen Kielstrups mandskab 2-3 til et stærkt OB-hold. Cifrene antyder spænding, men VB’s sidste reduceringsmål kom først få sekunder før tid. Hjemmeholdet sluttede dog bedst og havde ære af den sidste halve time.

VB stillede op med Foday Manneh og Adama Fofana fra førsteholdstruppen. Ingen af afrikanerne spillede fuld tid og fik i øvrigt ikke for alvor sat deres aftryk på kampen. Hos OB kom den tidligere VB’er Anton Stage Nielsen på banen de sidste fem minutter.

OB kom bedst fra start mod et ikke helt afstemt VB-mandskab. Fynboernes fik trykket vejlenserne tilbage, deres spil hang bedre sammen, og de kom til en række halve chancer i kampens start.

Hjemmeholdet havde svært ved at få det store sat sammen, og de bedste forsøg før pausen var en solo fra den teknisk begavede new zealænder Matthew Conroy, som dog afsluttede over mål, samt et behjertet langskud af Andreas Broe, som blev snuppet af OB-keeper Hans Chr. Bernat.

Ufortjent var det således heller ikke, at de blåstribede kunne gå til pause med den 1-0 føring, som Jonathan Harboe havde skaffet efter en halv times spil på et langskud, som Andreas Foged ikke så. Samme Harboe kunne 10 minutter senere have øget føringen, men han sparkede snært forbi.

Kampen blev i realiteten lukket straks i 2. halvleg, da OB’s Tarik Ibrahimagic levede op til slutningen på sit efternavn. Først øgede han til 2-0 efter et fint gennembrud, og to minutter senere kanonerede han bolden op i trekanten til 3-0 efter endnu et flot OB-angreb. Den skarpe fynbo var ovenikøbet tæt på yderligere en scoring fem minutter efter, da han fik afsluttet med hælen tæt under mål, men Foged reddede til hjørne.

Trods udsigtsløs bagud fik vejlenserne sig dog kæmpet ind i kampen. Tobias Sommer var blevet rykket op på midtbanen, hvilket gav VB-angrebet mere tyngde, ligesom Valdemar Sadrifar gjorde et fint indhop. Netop anfører Sommer var det da også, der en snes minutter før tid fik trampet sig igennem OB-forsvaret og reduceret til 1-3. Der stod VB på resten af opgøret, selv om OB’s Emil Suarez dog var tæt på en scoring umiddelbart efter Sommers reducering. Havde et af Valdemar Sadrifars to fine langskudsforsøg haft en lidt bedre skæbne, kunne der måske være skabt spænding om resultatet. Nu måtte værterne nøjes med en kosmetisk scoring i det fjerde minut af overtiden, da et langt indlæg fik lov at passere helt over til Alexander Jensen, som halvflugtede i mål til 2-3. Dommer Chrsitian Clausen slutfløjt lød dog få sekunder senere, og gæsterne kunne tage hjem til Odense med en fortjent sejr i bagagen.

Assistenttræner Bo Møller: Fysisk og teknisk overmatchet før pausen
– OB dræber jo kampen straks i 2. halvleg, men vort udtryk i de sidste 30 minutter er rigtig fint, konkluderede VB’s assistenttræner Bo Møller efter kampen.

– Vi er fysisk og teknisk overmatchet før pausen, men i slutningen af kampen lykkes det os at komme til chancer mod et sindssygt stærkt OB-hold, hvor vi før pausen hele tiden er på bagkant. Det hjælper at få flyttet Tobias Sommer op som 6’er, ligesom Valdemar Sadrifar har vildt godt indhop. Men helt fortjent OB-sejr, siger Bo Møller.

OB-træner Kim Engstrøm: Vi lukker VB ind i kampen
– Alt lykkes for os den første time, sagde en tilfreds OB-træner, den tidligere VB-coach Kim Engstrøm, efter kampen. – Vi skaber masser af chancer og lukker jo i princippet kampen med de to hurtige scoringer efter pausen. Herefter er det dog, som om vi bliver bange for at vinde. Vi lukker VB ind i kampen, men helt spændende bliver kampen dog aldrig. Den første kamp er altid svær, så det var en fin kamp for os, siger Kim Engstrøm.
Engstrøm kunne fortælle, at klubbens målsætning for sæsonen er en top seks placering, mens holdet selv går efter medaljer…

VB’s U19-Ligahold spiller igen på lørdag den 24. august, hvor modstanderen er Silkeborg IF på JYSK Park.

U19-Ligaen 2019-20, Vejle Stadion
Lørdag den 17. august 2019 kl. 12.30
Vejle Boldklub – OB 2-3 (0-1)              
30. 0-1 Jonathan Harboe
48. 0-2 Tarik Ibrahimagic
50. 0-3 Tarik Ibrahimagic
71. 1-3 Tobias Sommer
90. 2-3 Alexander Jensen

Indskiftninger:
46. Adama Fofana ud Peter Ullum ind
62. Foday Manneh ud Valdemar Sadrifar ind
71. Matthew Conroy ud Rasmus Schjang Larsen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Andreas Foged

Mathias Voss
Tobias Sommer (anfører)
Andreas Broe
Magnus Enggaard Hansen

Alexander Jensen
Adama Fofana
Villads Rasmussen

Matthew Conroy
Wahid Faghir
Foday Manneh

Bænken:
Rasmus Schang Larsen
Peter Ullum
Valdemar Sadrifar
Tobias Bargisen (m) (ikke benyttet)

Tekst: Ole Kristensen.