Vejle Boldklub har arrangeret en træningskamp mod Holstein Kiel i den forestående landskamppause. Opgøret spilles på tyskernes træningsanlæg i Projensdorf, Kiel, fredag den 16. november kl. 14.00.

– Vi vil gerne holde de spillere, som ikke er afsted med landshold i gang med en træningskamp i kamppausen der er mellem kampen mod FC Midtjylland og kampen mod AaB. Holstein Kiel viste allerede interesse for at møde os i en træningskamp i landskamppausen i sidste måned, men her havde vi en pokalkamp mod Nykøbing FC at gøre os klar til. Nu møder vi i stedet Holstein Kiel fredag eftermiddag i Tyskland i landskamppausen. Det er en god test mod et stærkt hold fra 2. Bundesliga og vi får dermed de bedste betingelser, for at stå helt skarpt til kampen mod AaB fredag den 23. november, siger teknisk chef i Vejle Boldklub, Jacob Krüger.

I sidste måned, var det Esbjerg fB der rejste til Kiel og testede mod tyskerne. Holstein Kiel var sidste sæsons sensation i tysk fodbold, men nordtyskerne glippede oprykningen til Bundesligaen efter to Play Off-kampe mod Wolfsburg. I denne sæson holder klubben til i det brede midterfelt.

Holstein Kiel var hyppig testmodstander for Vejle Boldklub i slutningen af halvfemserne og begyndelsen af nullerne, hvor de to klubber testede i de fleste sommeropstarter. Seneste test mod Holstein Kiel ligger tilbage i februar 2013, hvor de som tophold i 3. Bundesliga besejrede VB’s 1. divisionshold med 5-3 i Løgumkloster. I sommeren 2011 vandt Holstein Kiel 2-1 over VB på det gamle Vejle Stadion. VB har ikke besejret Holstein Kiel siden den 10. juli 2001, hvor det blev 2-1 på banen ved den Jyske Idrætsskole. VB’s Superligaoprykkere slog Kiels Regionalligahold på mål af Mads Beierholm og Jerry Brown.

Træningskamp
Fredag den 16. november kl. 14.00
Holstein Kiel – Vejle Boldklub
CITTI FUSSBALL PARK
Steenbeker Weg 150-152, 24106 Kiel-Projensdorf

Tekst: Lars Christensen.