VB havde hænderne fulde i dagens testkamp i det nordtyske. De rødblusede ydede god modstand og holdt de dominerende værter fra mange chancer, men 2-0 sejren til Holstein Kiel kan der ikke pilles ved. Vladlen Yurchenko havde muligheden for at reducere på straffe til allersidst, men brændte.

Holstein Kiel overraskede alt og alle i sidste sæson ved at lande på tredjepladsen i 2. Bundesliga og derved erobre retten til to ”Relegationsspiele” mod Wolfsburg om avancement til den bedste tyske række. ”Die Störche” (storkene), som Kielerne kaldes, tabte dog begge kampe og forblev således ”zweitklassig”. Fansene frygtede det værste før den nye sæson. Succestræner Markus Anfang gik til 1. FC Köln, og profiler som forsvarsstyrmanden Rafael Czichos (ligeledes til Köln), midtbanegeneralen Dominick Drexler (via FC Midtjylland også til Köln) og topscorer Marvin Ducksch (til Düsseldorf) måtte erstattes. I alt 14 spillere forlod klubben.

Det er dog gået langt bedre end ventet. Holstein Kiel ligger efter 13 runder på en solid 10. plads med ni point ned til stregen og fem point op til en ”Relegationsplatz.” Det bedagede Holstein Stadion med en kapacitet som Vejle Stadion – dog med hovedsagelig ståpladser – er pt. under renovering og udbygning. Dagens test blev afviklet på Holstein Kiels træningsanlæg CITTI FUSSBALL PARK. 218 tilskuere havde for en entré på 5 Euro fundet vej til den intime, træomkransede spilleplads, hjemmebane for Holstein Kiels Regionalligahold.

Et VB-hold med en del spillere ude med skader eller landskampsforpligtelser stillede med Bajza på mål og Emmersón, Greve og Mads Lauritsen i bagkæden. Memija og Mølgaard var på wingbacks, mens Hallberg, Yurchenko og Wang lå inde centralt. Fremme Sousa og Adam Jakobsen. Holstein stillede med fire spillere i startopstillingen, der også var med fra begyndelsen i holdets sidste turneringskamp mod Paderborn, og efter pausen kom yderligere fire på banen. Kiel pressede højt fra start, hvilket gjorde det det svært for vejlenserne at etablere et fornuftigt opbygningsspil. Det meste foregik således på tyskernes præmisser, men værterne havde trods en byge af hjørnespark, som de oftest tog kort, svært ved at komme til åbne chancer. Kampen var præget af dueller og mange små frispark. Første skud på mål overhovedet havde Hallberg efter godt 25 minutter – et frispark, som dog ikke voldte problemer for Kiel-keeper Dominik Reimann.

Med kampens første reeelle chance kom også den første scoring. Storkene tog igen et hjørne kort, og kort efter blev bolden lobbet ind i det lille felt, hvor den store midterforsvarer Hauke Wahl havde let ved at heade i mål. Halvlegens slutminut fik en smule farve. Først måtte Bajza strække sig efter et godt frispark fra Steven Lewerenz, og kort efter blev Sousa spillet fri af Yurchenko på et hurtigt taget frispark, men Reimann fik pareret. VB’s trænerteam skiftede fire i pausen. Bajza, Wang Zhenao, Hallberg og Mads Lauritsen gik ud og blev erstattet af Hagelskjær, Murray, Schoop og Rasmus Lauritsen. VB kom nu længere frem på banen mod ikke længere så aggressive tyskere, og gæsterne fik flere muligheder for omstillinger.

Rasmus Lauritsen havde et godt hovedstød efter et Sousa-frispark, men Reimann reddede. Vladlen Yurchenko, der først blev udskiftet i det 90. minut, traf foden af opstanderen, efter at Allan Sousa havde opfanget et sløset udspark fra Reimann. Med 20 minutter tilbage skiftede VB over til en firerbagkæde, da Lundrim Hetemi afløste Mads Greve. Storkene lukkede kampen i det 73. minut. Et højt indlæg fra højre bragte Steven Leweretz helt fri, og han kunne let flugte ind til 2-0. VB havde et større kontingent spillere med og skiftede i lighed med Kiel flittigt ud i løbet af 2. halvleg. Med syv minutter igen kom Ibrahim Fard og Thais Damgaard på banen for Mølgaard og Murray. VB fik en gylden mulighed for at reducere kort før tid. Adam Jakobsen blev spillet fint fri af Lundrim Hetemi og blev fældet i det kriminelle felt. Yurchenko sparkede fra de 11 m, men blev grebet ud af Reimann.

De sidste tre spillere i VB-delegationen, Qingshen Zeng, Kasper Poulsgaard og Alexander Jensen nåede at få 20 sekunder på banen, inden dommer Henrik Bramlage fra 3. Bundesliga, fløjtede af. En god test for Sormanis tropper, der nu har yderligere en uge til at pudse tingene af, inden AaB kommer til Nørreskoven.

Sådan så Holstein Kiel kampen.

Træningskamp, CITTI FUSSBALL PARK, Kiel-Projensdorf
Fredag den 16. november 2018 kl. 14.00
Holstein Kiel – Vejle Boldklub 2-0 (1-0)
37. 1-0 Hauke Wahl
78. 2-0 Steven Lewerenc

Indskiftninger:
46. Pavol Bajza ud Thomas Hagelskjær ind
46. Mads Lauritsen ud Rasmus Lauritsen ind
46. Melker Hallberg ud Jacob Schoop ind
46. Wang Zhenao ud Sean Murray ind
71. Mads Greve ud Lundrim Hetemi ind
82. Tobias Mølgaard ud Ibrahim Fard ind
82. Sean Murray ud Thais Damgaard Nielsen ind
90. Adam Jakobsen ud Qingshen Zeng ind
90. Vladlen Yurchenko ud Kasper Poulsgaard ind
90. Allan Sousa ud Alexander Jensen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Pavol Bajza

Vladis Emmersón
Mads Greve (anfører)
Mads Lauritsen

Kerim Memija
Wang Zhenao
Vladlen Yurchenko
Melker Hallberg
Tobias Mølgaard

Allan Sousa
Adam Jakobsen

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Rasmus Lauritsen
Sean Murray
Jacob Schoop
Qingshen Zeng
Kasper Poulsgaard
Ibrahim Fard
Lundrim Hetemi
Thais Damgaard Nielsen
Alexander Jensen

Dommer: Henrik Bramlage (3BL)
Tilskuere:
218

Holstein Kiel (4-3-3): Dominik Reimann – Patrick Herrmann (80: Arne Sicker), Hauke Wahl (46: Dominic Peitz), Stefan Thesker, Johannes van den Bergh (46: Jannik Dehm) – Heinz Mörschel (61: David Kinsombi), Atakan Karazor (80: Tobias Fleckstein), Jae-sung Lee (46: Kingsley Schindler (61: Alexander Mühling)) – Masaya Okugawa, Benjamin Girth (80: Philipp Sander), Steven Lewerenc (80: Noah Awuku)
Træner: Tim Walter.

Tekst: Ole Kristensen.
Foto: Patrick Nawe, Holstein Kiel.