Vejle Boldklub har indgået en kontrakt frem til 31. december 2020 med Wahid Faghir (f. 2003). Den 15-årige angriber er topscorer i U17-Ligaen og debuterede tidligere på sæsonen på det danske U16-landshold.

Tidligere på sæsonen kunne Vejle Boldklub offentliggøre, at den talentfulde målmand Andreas Jungdal (f. 2002) havde indgået en kontrakt med VB og nu er turen kommet til én af de offensive profiler på U17 Liga-holdet. Talentchef Steen Thychosen beskriver den seneste kontraktspiller i ungdomsafdelingen således:

– Wahid Faghir er en rigtig angriber og han besidder mange dele i sit spil. Han er hurtig, teknisk god, fodboldintelligent og så tager han også del i det defensive arbejde. Wahid har mange forcer og så har han en enorm tro på egne evner. Der er lidt ”Zlatan” over ham, for han optræder med en ukuelig selvtillid til træning og kamp. Man kan ikke se, at han kun er 15 år og spillede de første ligakampe allerede sidste efterår, siger Steen Thychosen.

– Vi skal føre Wahid frem i det rigtige tempo, men han er en spiller, der hele tiden er på spring til det næste step. Wahid var allerede i en ung alder et af de største talenter i vores talentsektor, men han har bevaret roen og ydmygheden. Den får han også brug for i de kommende år, hvor han skal fortsætte udviklingen. Kontrakten giver ham de bedste forudsætninger for at etablere sig på vores ungdomsligahold og i landsholdsregi og vi ser frem til at arbejde med Wahids mange spidskompetencer og udviklingsområder i den kommende periode, siger Steen Thychosen.

15-årige Wahid Faghir, der er født i Danmark af afghanske forældre, har aldrig spillet i andre klubber end VB. Han begyndte i klubben i 2009 og nu har han skrevet en ungdomskontrakt.

– Det er fedt at skrive under på en kontrakt med VB. Den giver mig mulighed for at koncentrere mig om fodbolden ved siden af min skolegang og det er vigtigt, hvis jeg skal udvikle mig. Aftalen med VB må ikke blive en sovepude, for jeg skal fortsætte min udvikling og blive bedre. Jeg spillede allerede en del U17 Liga i sidste sæson og som statistikkerne viser, så er det gået godt. Ligesom alle andre unge fodboldspillere, så har jeg også drømme og ambitioner med min sport. Jeg vil gerne spille i udlandet en dag, men der er mange step for en ung spiller og jeg tager tingene i den rigtige rækkefølge, siger Wahid Faghir.

I denne sæson har han scoret 9 mål i 8 U17 Ligakampe og det gav debut på U16-landsholdet ved to venskabskampe mod Frankrig i september.

– De fleste af mine mål laver jeg i boksen, men ellers er jeg meget alsidig i mine afslutninger. Det er med højre, venstre og med hovedet jeg scorer mål. Jeg føler mig stærk fysisk, selvom jeg kun er første års-spiller. Det fysiske parameter er også et sted, hvor jeg fortsat skal bygge på, for modstanderne bliver kun stærkere i de kommende år. I selve spillet, vil jeg gerne være mere på bolden i opbygningsspillet og et er et punkt, hvor jeg også skal blive bedre, siger Wahid Faghir.

– Det var en stor oplevelse at være med U16-landsholdet mod Frankrig. Niveauet var højt hos modstanderne og det krævede noget ekstra for at komme til målchancer. Vi vandt 3-2 i den første kamp og jeg scorede et mål efter jeg pressede målmanden. Senere tabte vi også 0-2 til Frankrig, hvor jeg blev indskiftet. U16-landsholdet samles i november igen og jeg håber at bibeholde min plads, men kræver flere gode præstationer, siger Wahid Faghir.

Han har to brødre, der også spiller i Vejle Boldklubs ungdomsafdeling. Waris Faghir (f. 2001) på U19-Ligaholdet og Yusuf Faghir (f. 2008) på U11-holdet.

Tekst: Lars Christensen.