VB har skrevet en kontrakt fra sommer og 2½ år frem med den 21-årige midtbanespiller Tobias Mølgaard Henriksen. Han skifter transferfri til VB pr. 1. juli 2018, hvor hans kontrakt med Thisted FC udløber.

Tobias Mølgaard debuterede for Thisted FC som 17-årig i den sidste kamp i sæsonen 2013-14. Den alsidige midtbanespiller bed sig i årene derefter fast på thyboernes hold i toppen af 2. division og har været en markant spiller i Thisted FC’s succes gennem de sidste sæsoner. I efteråret hvor nordvestjyderne i comeback-sæsonen i NordicBet LIGA imponerede med mange flotte resultater, spillede Tobias Mølgaard i 13 af kampene. Han sad udenfor da VB og TFC spillede 1-1 i september.

Teknisk chef i Vejle Boldklub, Jacob Krüger, har længe haft et godt øje til Tobias Mølgaard og han beskriver den første sommertilgang således.

– Vi får en af de mest interessante unge spillere i NordicBet LIGA tilført truppen fra sommer. Tobias Mølgaard er en spiller med et stort udviklingspotentiale og han er en løbestærk og arbejdsom spiller til positionerne på midtbanen. Vi får en powerspiller ind, som har et godt hovedspil og som er anvendelig på flere pladser på banen. Som udgangspunkt, gør Tobias sæsonen færdig i Thisted FC og så ser vi frem til at byde ham velkommen i Vejle fra sommer, hvor vi skal være med til at præge hans udvikling yderligere, siger Jacob Krüger.

Tobias Mølgaard er født og opvokset i Gudum ved Lemvig. Han har spillet i Thisted FC siden 2011 hvor han var U17-spiller, men efter syv år i den nordvestjyske divisionsklub og mere end 50 kampe i divisionerne skifter han videre til Vejle Boldklub når aftalen med TFC udløber efter sæsonen.

– Jeg har sagt ’ja’ til et godt tilbud fra Vejle Boldklub og jeg ser meget frem til at spille i klubben. Jeg har hørt meget godt om miljøet og VB har vist stor interesse for at tilknytte mig. Som fodboldspiller er jeg hårdt arbejdende, løbe- og duelstærk og elsker at fighte. På midtbanen dækker jeg de fleste pladser, men spiller helst på 8’er positionen, hvor der arbejdes defensivt og offensivt. Siden jeg fik chancen på førsteholdet i TFC som U19-spiller, har jeg været igennem en rivende udvikling. De sidste halvandet år i Thisted FC har været helt fantastiske og det er en klub jeg kommer til at savne. De gav mig chancen på højt niveau og jeg har mange gode oplevelser med dem, siger Tobias Mølgaard.

Med sommerskiftet fra Thisted FC til Vejle Boldklub skifter Tobias Mølgaard også tilværelsen som deltidsfodboldspiller ud med en fuldtidsaftale i VB. En chance den 21-årige midtbanespiller ser frem til.

– At prøve mig af som fuldtidsfodboldspiller tiltaler mig rigtig meget. Jeg får mulighed for kun at koncentrere mig om fodbold og gå i detaljen hver eneste dag. Særligt det tekniske område ser jeg frem til at arbejde endnu mere med, siger Tobias Mølgaard.

FAKTA:
Tobias Mølgaard Henriksen
Nationalitet: Dansk
Født: 22.07.1996 (21 år)
Position: Midtbane
Tidligere klubber: Gudum IF (2001-05), Lemvig GF (2005-09), Holstebro Boldklub (2010-11), Thisted FC (2011-18)
Kontrakt med VB: 31. december 2020

Tekst: Lars Christensen.