Vejle Boldklub har solgt den 17-årige ungdomslandsholdsmålmand Andreas Jungdal (f. 2002) til den italienske storklub AC Milan. Jungdal har spillet i VB, siden han var U13-spiller, og han kommer oprindeligt fra Future Vejle-samarbejdsklubben Skibet IF.

Salget af Andreas Jungdal til den italienske storklub har været under opsejling i et stykke tid. Den talentfulde målmand, der måler 191 cm, var tidligere på året til prøvetræning i Milano-klubben, og efter sæsonafslutningen er forhandlingerne taget til. Det resulterer nu i, at Vejle Boldklub sælger en ungdomsspiller direkte til en storklub i en af Europas fire bedste ligaer.

Talentchef Steen Thychosen er stolt over, at Andreas Jungdals præstationer har imponeret den italienske storklub AC Milan så meget, at man har ønsket at købe VB-keeperen fri af kontrakten i Vejle.

– Det er et gennembrud for Vejle Boldklubs talentsektor, at vi gennemfører et salg af en talentfuld spiller til AC Milan. Det fortæller noget om den udvikling, vi har været igennem i de sidste par år. At en af vores spillere bliver interessant for en klub som AC Milan, er en stor cadeau til ikke kun Andreas, men alle vores trænere og ledere og ikke mindst arbejdet i Future Vejle-samarbejdsklubben Skibet IF, siger Steen Thychosen.

– Andreas Jungdal har særligt i de sidste 1½ år udviklet sig i en meget positiv retning. Målmandstrænerne Reza Sadrifar og Brian Dupont samt holdtrænerne Steffen Kielstrup og Kim Leth Andersen har arbejdet meget med ham. Det mentale og udstrålingen har været to fokuspunkter, og så har Andreas virkeligt lagt på målmandsteknisk. Det har også været udslagsgivende, at Andreas kom fra en god grundskole med målmandstræningen på U13-U15-niveau hvor Tommy Vesterlund var en god sparringspartnere. Han har hele tiden lagt flere lag på sit talent, siger Steen Thychosen.

– Den case, Skibet IF og Vejle Boldklubs ungdomsafdeling har lavet med Andreas Jungdal, er imponerende flot. Det vidner om, at der bliver lavet et seriøst og målrettet arbejde med talentudvikling i VB og Future Vejle-samarbejdsklubberne. Igennem Vejle Boldklubs internationale ejerkreds er der kommet et nyt lys over VB, og det har også været med til at åbne nogle døre for Andreas, men salget er først og fremmest kommet i stand, fordi italienerne igennem prøvetræningen og i de kampe, de har set ham i, har været meget imponerede. Vi ser frem til at følge Andreas’ udvikling i AC Milan og ønsker ham alt det bedste i tiden fremover, siger Steen Thychosen.

17-årige Andreas Jungdal fik sidste sommer debut på det danske ungdomslandshold, underskrev i løbet af efteråret en tre-årig kontrakt med VB, og i februar prøvetrænede han så i AC Milan. Nu har han sat sin signatur på en tre-årig kontrakt med Rossoneri, der senest vandt Champions League i 2007, og som har syv titler i den største europæiske klubturnering.

– Jeg havde en rigtig god oplevelse i Milano tidligere i år, hvor jeg prøvetrænede. Men derfra til at lave en kontrakt, der er langt. Men i de sidste par dage er det gået rigtig stærkt, og i går (torsdag, red.) var jeg så med min familie i Milano og lave de sidste papirer. Det føles meget uvirkeligt stadigvæk. Det er svært at beskrive, men jeg er meget stolt, og det er stort. Det bliver et svært farvel til VB, som har været med til at udvikle mig som fodboldspiller og menneske i de sidste fem år, siger Andreas Jungdal.

– Jeg kommer til at træne med nogle af de bedste ungdomsspillere i Italien i et internationalt træningsmiljø. Setuppet er stort, og de har virket meget ivrige efter, at jeg skulle komme til klubben. I første omgang er jeg tiltænkt en plads i Primavera-truppen, hvorfra Serie A-holdet rekrutterer spillere. Det bliver en stor udfordring, men jeg føler, at jeg har fået en god fodbolduddannelse i Vejle, og den vil jeg tage med mig videre og udvikle, siger Andreas Jungdal.

– VB har betydet meget for mig, og jeg nåede desværre ikke at debutere for klubben, selvom det var min drengedrøm. Vejle Boldklub vil stadig betyde meget for mig, og jeg vil følge med. Det er en drøm for mig at komme tilbage en skønne dag og spille for VB, men jeg har fået en udfordring, jeg ikke kunne takke nej til. Der skal også lyde et stort tak til Skibet IF og trænerne i Future Vejle-samarbejdet. De har også været essentielle for min udvikling. Der skal lyde et held og lykke til alle i VB og et særligt tak til de trænere, medspillere og ledere, som jeg har været tæt på, siger Andreas Jungdal.

Han tiltræder i AC Milan ved træningsstarten den 30. juli og flytter til Milano et par dage inden. Indtil han fylder 18 år i februar 2020, bor han på klubbens akademi i det centrale Milano.

Tekst: Lars Christensen.