Trods et behjertet forsøg på et comeback lykkedes det ikke VB at komme tilbage efter en totalkikset start i dagens hjemmepremiere mod Nykøbing FC. 0-3 ved pausen er svær at komme tilbage på, og trods en totaloffensiv lykkedes det da heller ikke at berige pointkontoen, som udviser blot et point efter de første to runder i årets ubarmhjertige NordicBet LIGA.

Træner Constantin Gâlcă havde et par overraskelser i ærmet til startelleveren. Thomas Hagelskjær var ikke blevet klar til kampen, så målet blev vogtet af Gianluca Zanette, der efter en tid som tredjemålmand således kom ind til sin debut. Viljormur Davidsen var flyttet ud på bænken til fordel for Christian Kudsk, der dermed gjorde comeback. Mølgaard tog så backen.

VB fik en nærmest mareridtsagtig start. Inden holdet rigtig havde opdaget, at finske Jani Laaksonen fra Nordisk Dommerudveksling havde fløjtet kampen i gang, var nykøbingerne smuttet igennem i venstresiden efter den gamle recept til baglinjen ved Magnus Warming (måske lidt over…?) og indover, og Mathias Gehrt havde let ved at bringe sit hold foran. 32 sekunder var der spillet…

Skidt blev til værre fem minutter senere. Bolden blev sparket op på Tobias Mølgaards arm – straffe og 0-2 ved Mathias Kristensen. VB völlig von der Rolle…! Et chokeret og nervøst spillende hjemmehold begyndte så småt at få noget sat sammen, og efterhånden blev det periodevist powerplay ned mod holdet fra Sydhavsøerne. Fantasiløst var det dog, og akkuratessen manglede, så det kastede ikke det store af sig. Hovedsageligt blev der forsøgt spillet op på Finnbogason, men islændingen var tæt markeret i det tætbefolkede straffesparksfelt. Netop Finnbogason fik headet over efter et Dantas-frispark, og Schoop prøvede behjertet udefra, men intet målbart på måltavlen.

I stedet fik NFC’s Lars Pleidrup blinket en scoring ind, da han kort før halvtid bragede bolden ind i trekanten efter opspil i venstresiden ved Christopher Thorsheim. En 1. halvleg set med VB-briller lige til affaldsdeponiet.

Gâlcă reagerede og bragte efter pausen Montiel og Davidsen for Kudsk og Memija. Mølgaard skiftede over i højresiden. Diego Montiel er en glimrende fodboldspiller, og med ham kom der mere tyngde og snært i VB’s angrebsbestræbelser. Der var stadig ensrettet trafik ned mod NFC-målet, hvor gæsterne forsvarede sig kompakt. Schoop var igennem efter fint VB-småspil, men Jannich Storch i Nykøbing-målet fik afværget. Også Gryn var alene igennem, men missede ligeledes, mens et Finnbogason-forsøg på Mucollis indlæg gik lige forbi.

Værterne bragte dog en smule spænding ind i kampen, da Finnbogason sparkede i mål fra tæt hold efter hjørne. Lucas Jensen afløste i det sidste kvarter Sergiy Gryn, og da Davidsen headede en frisparksbold fra Montiel i mål, øjnede publikum spændende sidste fem minutter plus det løse. Men dårligt var bolden givet op, før falstringerne havde kombineret sig igennem VB-forsvaret, og Mikkel Dahl kunne endegyldigt slukke lyset til 2-4 på en for VB rabenschwarzer Tag.

Der var to gule kort til NFC samt et enkelt til VB’s Ylber Ramadani. 3.037 tilskuere overværede kampen – heriblandt en af VB’s allermest trofaste fans, Folketingets nyslåede formand Henrik Dam Kristensen, der i pausen modtog en VB-trøje. Han og de øvrige tilhængere kan kun håbe på fremgang – i første omgang på onsdag i Sydbank Pokalen mod Allesø GF og dernæst på lørdag i den særdeles vanskelige tv-kamp i Vendsyssel.

Se målene fra kampen her.

NordicBet LIGA 2019-20, Vejle Stadion
Søndag den 3. august 2019 kl. 15.00
Vejle Boldklub – Nykøbing FC 2-4 (0-3)
1. 0-1 Mathias Gehrt
8. 0-2 Mathias Kristensen (straffespark)
44. 0-3 Lars Pleidrup
66. 1-3 Kjartan Finnbogason
85. 2-3 Viljormur Davidsen
86. 2-4 Mikkel Dahl

Kort:
72. Ylber Ramadani (gult kort)

Indskiftninger:
46. Kerim Memija ud Viljormur Davidsen ind
46. Christian Kudsk ud Diego Montiel ind
74. Sergiy Gryn ud Lucas Jensen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Gianluca Zanette

Kerim Memija
Mads Greve
Nicolas Gianini Dantas
Tobias Mølgaard

Ylber Ramadani
Jacob Schoop (anfører)

Christian Kudsk
Arbnor Mucolli
Sergiy Gryn

Kjartan Finnbogason

Bænken:
Indy Groothuizen (m)
Viljormur Davidsen
Diego Montiel
Thomas Gundelund
Lucas Jensen
Mads Lauritsen
Lundrim Hetemi

Dommer: Jani Laaksonen, Finland (Nordisk Dommerudveksling)
Tilskuere: 3.037

Nykøbing FC (4-3-3): Jannich Storch – Kasper Jensen, Jordan Wilson, Gustav Kjeldsen, Christopher Thorsheim – Søren Christensen (80: Nicolai Dohn), Mathias Thrane, Lars Pleidrup – Mathias Gehrt, Mathias Kristensen (43: Mikkel Dahl), Magnus Warming (70: Sebastian Koch)
Træner: Brian Rasmussen.

Kort:
31. Magnus Warming (gult kort)
59. Jannich Storch (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.