Med en superkontrolleret indsats afviste VB lørdag eftermiddag lokalrivalerne fra Fredericia og sendte dem afgørende ud af oprykningsracet. 2-0 sejren var mere end fortjent, og Constantin Gâlcăs tropper var tilbage på vanligt solidt niveau. Med sejren bevarede VB otte points afstand til Viborg, som samtidig besejrede HB Køge 4-2.

VB havde Juhani Ojala klar igen efter sine skulderproblemer, og han genindtog pladsen i midterforsvaret for Mads Lauritsen.

Kaptajn Schoop og Mucolli, der i Næstved startede på bænken, startede denne gang inde for Tobias Sommer, der var ude af truppen, og Montano, der var udskifter. På venstrebacken begyndte Viljormur Davidsen denne gang for Amundsen, der var bænket. Og endelig var Adam Jakobsen foretrukket i front for Finnbogason, der måtte tage plads uden for linjerne. Altså i alt fem ændringer i forhold til midtugens startellever.

Midsommervarmen lagde en tung dyne over Nørreskoven, og tempoet i kampen var ikke overraskende behersket. To hold, med stort kendskab til og stor respekt for hinanden følte hinanden på tænderne og gav ikke mange blottelser væk i en taktisk 1. halvleg. Der var således ikke mange scener foran de to mål før pausen. VB var mest på bolden og havde da også flest muligheder.

Wahid Faghir fik to gange afsluttet fladt, men den ene gang strøg bolden udenom, og den anden gang var Fredericia-keeper Nybo på sin plads. To gange viste Nybo dog usikkerhed ved Montiel-hjørnespark, men ingen VB’er fik slået mønt af situationen.

De rødblusedes opspil syntes for langsomt til at bringe modstandernes mål i fare, men med et par minutter til pausen gik det alligevel galt for de gulblusede gæster. Efter en smuk og lynhurtig kombination i modstandernes felt kom bolden via Faghir, Montiel og Adam Jakobsen til Arbnor Mucolli, og den talentfulde offensivspiller scorede sikkert i det lange hjørne med højrebenet.

VB var i fuld kontrol efter pausen og tillod ikke gæsterne at komme tilbage i kampen. Tempoet gik ikke netop op efter pausen i den kvælende varme, men vejlenserne havde fuldstændig styr på begivenhederne.

Chancerne var også stadig på VB-side. Montiel havde en god solo, men afslutningen strøg langt forbi.

Trods varmen ventede Gâlcă med udskiftninger til en snes minutter før tid. Montano erstattede Adam Jakobsen, og kort efter kom Malte Amundsen ind for Mucolli, som igen havde præsteret stort og blev valgt til MOM. Arbnor vandt jo også håneretten i Mucolli-familien over for storebror Agon.

Med fem minutter igen dobbeltskiftede Gâlcă Finnbogason og Lundrim Hetemi ind for Faghir og Montiel. Det var Hetemis første minutter længe.

Fredericia forsøgte at presse på mod slutningen, hvilket åbnede muligheder for VB-omstillinger. Faghir sparkede således lige på Nybo spillet godt op af Montano.

Gæsternes eneste muligheder var et af Ojala afrettet indlæg, som Groothuizen tog sig af, og så et skud langt over af Oggesen i en god position.

Og i det 87. minut gav man så ikke længere så meget som en brugt flaske håndsprit for Fredericias muligheder i den kamp. VB angreb over højresiden, Finnbogason smækkede en perfekt bold ind til Montano, som pandede i nettet. Kampen afgjort.

Opgøret kunne have endt med en klarere sejr. Kontramulighederne var stadig til stede, og Montano havde en god mulighed i de døende sekunder, men det blev ved de 2-0.

Kampens fire advarsler blev salomonisk fordelt af dommer Michael Rasmussen. De gule kort til VB gik til Ramadani og Amundsen.

Efter lidt hinkende præstationer var det opløftende at se en så gennemført kontrolleret defensiv præstation af VB. Groothuizen udstrålede stor sikkerhed i målet, og på backs spillede Davidsen med vanlig færøsk kølighed, mens Gundelund ikke tabte den interessante duel i den anden side til ellers hyperfarlige Agon Mucolli. I midterforsvaret dominerede Greve og Ojala totalt.

Et sådant lokal- og topopgør havde selvfølgelig fortjent adskillige tusind tilskuere, men den numerisk beskedne fanblok kæmpede forbilledligt for at lyde som den samlede Røde Hær. Kæmpe ros til fansene!

I det vanvittige program har VB’erne nu igen blot et par dages Erholungspause, før det går løs i Køge på tirsdag. Men mon ikke dagens sejr giver lindring til trætte muskler …?

NordicBet LIGA 2019-20, Vejle Stadion
Lørdag den 27. juni 2020 kl. 13.00
Vejle Boldklub – FC Fredericia 2-0 (1-0)
43. 1-0 Arbnor Mucolli
88. 2-0 Leonel Montano

Kort:
76. Ylber Ramadani (gult kort)
81. Malte Amundsen (gult kort)

Indskiftninger:
72. Adam Jakobsen ud Leonel Montano ind
79. Arbnor Mucolli ud Malte Amundsen ind
85. Diego Montiel ud Lundrim Hetemi ind
85. Wahid Faghir ud Kjartan Finnbogason ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Indy Groothuizen

Thomas Gundelund
Mads Greve
Juhani Ojala
Viljormur Davidsen

Ylber Ramadani
Jacob Schoop (anfører)

Wahid Faghir
Diego Montiel
Arbnor Mucolli

Adam Jakobsen

Bænken: 
Thomas Hagelskjær (m)
Malte Amundsen
Sergiy Gryn
Kjartan Finnbogason
Mads Lauritsen
Leonel Montano
Lundrim Hetemi

Dommer: Michael Rasmussen
Tilskuere: 
400

FC Fredericia (4-2-3-1): Alexander Nybo – Jacob Buus (88: Kristian Kirkegaard), Erik Nissen, Christian Ege Nielsen, Mathias Johannsen – Andreas Oggesen, Victor Torp (77: Steven Enna) – Martin Mikkelsen (63: Anders Holvad), Mathias Gertsen (88: Lukas Enevoldsen), Agon Mucolli – Dennis Høegh
Træner: Jonas Dal.

Kort:
18. Victor Torp (gult kort)
49. Jacob Buus (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.