VB løber i blodet

Det er noget af en opgave at skulle beskrive mit forhold til Vejle Boldklub på en enkelt side. For det har sådan set fyldt noget hele mit liv. Man kan godt sige, at jeg har fået fodbold og kærligheden til VB ind med modermælken. Og man kan også godt sige, at begge dele har været med til at forme min skæbne og min vej i livet.

Jeg er født ind i en ægte VB-familie. Min morfar, Orla Hansen, spillede 173 kampe for klubben og var næstformand i 29 år. Min morbror, Johnny Hansen (der hos os går under navnet ’onkel Johnny’), spillede 214 kampe fra VB og var blandt andet med til at vinde DM, da han kom hjem efter sin karriere i Tyskland. Jeg var selv med på stadion den dag i 1978, da pokalen blev overrakt – en stor og overvældende oplevelse for en lille 5-årig pige.

Som man kan se på billedet, blev jeg indoktrineret til at holde af fodbold fra en tidlig alder. Det er min morfar, der er i gang med at lære mig at sparke til bolden, da jeg er omkring 1 år.  Jeg husker, at der var fodbold og VB overalt i min barndom. I min morfars møbelpolstrer-værksted i Nyboesgade var væggene tapetseret med billeder og avisudklip fra onkel Johnnys karriere, og når vi var til den faste fredagsmiddag eller andre festlige lejligheder hos min morfar og morfar, var det med skål i VB-snapseglas, VB-logo på askebægrene og VB-hurraer som afslutning på talerne.

Min morfar tog mig også ofte med på stadion fra jeg var helt lille. Jeg elskede stadion-søndagene og kan stadig huske fornemmelsen af stolthed, når jeg med morfar i hånden blev hilst på og lukket ind i loungen, hvor vi sad og hyggede os inden kampene – som regel med både sodavand og is og masser af klap på hovedet fra alle i den store VB-familie.

Når kampene blev fløjtet i gang, gik vi ud og satte os i boksen med den gode udsigt ud over det gamle stadion – og der sad jeg så troligt sammen med morfar, Eigil Jensen, Erik Skaaning, Kaj Johansen, Ingvard Knudsen-Jensen, Tommy Troelsen og alle de andre gamle VB-koryfæer og så fodbold. Der blev snakket holdopstillinger, taktik og lavet analyser, og der blev snakket ’gode gamle dage’ og talt fremtid for klubben.

Jeg kan ikke påstå, at jeg bidrog med meget – men jeg lyttede. Og jeg ved, at det var der, kimen til min vej i livet som journalist blev lagt.

Det kunne selvfølgelig ikke være anderledes – sportsjournalist var det, jeg ville være (professionel fodboldspiller var ikke lige en vej, der lå til højrebenet for kvinder dengang, om end jeg senere rent faktisk nåede at blive tredje generation af Terney Hansen-klanen, der optrådte i VB-trøjen på Vejle Stadion – jeg spillede 13 kampe på ligaholdet i sæsonen 1991). Oplevelserne på stadion og de mange fodboldsnakke inspirerede mig, og jeg har vel været omkring 8 år, da jeg båndede et interview med min gode veninde Lise. Vi legede, at jeg var sportsjournalisten, og hun var Allan Simonsen. Og da jeg var 12 skrev jeg i min lillesøsters venindebog, at jeg ville være sportsjournalist.

Lidt mere end 10 år senere – i midten og slutningen af 1990erne – sad jeg så igen på stadion oppe i boksen. Denne gang som sportsjournalist for Berlingske Tidende. Jeg dækkede flere VB-kampe dengang, selv om jeg havde min base i København, og det var altid en stor glæde at komme ’hjem’. Jeg husker dog ikke, at jeg var særlig flink ved klubben i mine vurderinger eller analyser. Nok snarere tværtimod, for ingen skulle kunne sætte en finger på mine artikler og påstå, at jeg ikke var neutral eller skrev til klubbens fordel. Så i den periode blev min VB-kærlighed sat på standby.

Senere har journaliststikken taget mig andre veje, og jeg er flyttet tilbage til Jelling, hvor jeg voksede op. Og her har jeg genoptaget kærligheden til VB. I dag kommer jeg igen på stadion så tit, det lader sig gøre. Ikke i den fine boks, men på den modsatte langside, hvor jeg følges med min mand, børn og nogle gange også gode venner. Rent sportsligt har det selvfølgelig været temmelig meget op og ned de senere år (og helt forfærdeligt, da klubben var ved at lukke og slukke i 2016, og igen da vi rykkede ned i 2019)– men uanset resultaterne, så er der bare altid noget dejligt ved at komme og se fodbold i Nørreskoven. Jeg er stolt over ’min’ klub. Og selv om spillet ind i mellem har været frygteligt, og det måske lyder en smule patetisk, så glæder jeg mig hver gang over at kunne give kærligheden til fodbold, til fællesskabet, til familiehistorien og det røde VB-hjerte videre til mine børn.

Derfor har alle vi syv børnebørn valgt at købe Orla Hansens navn i mosaikken og det samme gør vi naturligvis for onkel Johnny.

Cathrin Tromborg. Født 1973 i Vejle, opvokset i Jelling, hvor hun også bor i dag. Uddannet journalist fra journalisthøjskolen i 1999 og har blandt andet været ansat på Berlingske Tidende, TV2 Øst, SDU og Danmarks Radio. Er i dag ansat som kommunikationschef på Sygehus Lillebælt. Noteret for 13 ligakampe på VBs 1. divisionshold i sæsonen 1991.