Tre ledere fra Vejle Boldklub besøgte i sidste weekend finske HIFK Football. De så kampen mellem HIFK og HJK, ligesom de fik mulighed for at tale med ledere i Vejle Boldklubs finske samarbejdsklub.

HIFK fra Veikkausliiga og Vejle Boldklub fra NordicBet LIGA har indgået et strategisk og operationelt samarbejde. Hidtil har VB udlejet en række spillere til den finske klub, men med VB’s besøg i Finland er der lagt op til et mere formelt samarbejde og vidensdeling på tværs af landene og klubberne.

– Vi havde et rigtig godt besøg i Finland. Efter mange korrespondancer på telefon og mail, fik vi lejlighed til at sætte ansigt på hinanden og tale sammen. Vi så en kamp mellem to gode mandskaber og det var vigtigt for os at se, hvad det er for et niveau der spilles på. Dagen efter så vi en udviklingskamp. Det var interessant at møde lederne i HIFK og se deres dagligdag, men også opleve fodbolden, siger Jacob Krüger, der var i Finland med Team Manager Erik ”Mumi” Knudsen og én af klubbens scouts.

– Indtil videre har vi haft stort udbytte af samarbejdet. Flere spillere har været udlejet til HIFK og fået seniorerfaring. Den mere konkrete dialog vi fik med HIFK ved at besøge dem, skal gerne ende ud i, at vi hjælper dem med opbygningen af et stærkt ungdomsarbejde. Det var et meget positivt besøg og vi ser frem til at udvide samarbejdet i fremtiden. I år har vi allerede indført to besøgsseminarer og diverse kommunikationsgrupper mellem trænere, ledere og scouts, siger Jacob Krüger.

Mika Lönnström, sportschef i HIFK, var en af de ledere i den finske klub som Jacob Krüger fik lejlighed til at mødes med og tale mere konkret om det fremtidige samarbejde.

– Samarbejdet har stor betydning for HIFK. Finland er placeret lidt afsides i Europa og gennem VB har vi bedre kontakt til mere af fodboldeuropa. VB har et bredt netværk rundt i Europa og det håber vi kommer os til gavn. Vi har allerede set, at to dygtige spillere i Luis Henrique og Joel Mattsson har vakt interesse for Vejle. Det er et godt eksempel på, at dygtige spillere der drømmer om udlandet kan tage gode karrierestep i Finland. Dette var det først rigtige møde klubberne imellem og vi i HIFK ser frem til at mødes med Vejle Boldklubs ledere igen på et senere tidspunkt, siger Mika Lönnström.

VB har i øjeblikket Luis Henrique, João ”Vitinho” Souza og Adama Fofana udlejet til HIFK, mens Joel Mattsson efter planen tiltræder i Nørreskoven i januar 2021.

Tekst: Lars Christensen.