VB’s oprykkere trådte ind på den helt store scene, da de rødblusede uventet for de fleste hentede et point på Brøndby Stadion søndag aften foran små 19.000 tilskuere. For de superligaurutinerede vejlensere måtte det have gibbet lidt i de fleste, da de stod over for Danmarks måske bedste og største hjemmepublikum. Men skønt den totale spilovervægt så ubetinget lå hos de blå/gule, kan resultatet – målt på målchancer – så ingenlunde siges at være ufortjent.

VB havde genvalg af startelleveren i forhold til premieren mod Hobro. På bænken var der dog blevet plads til Kerim Memija, der er ved at være i omdrejninger igen efter sin operation. BIF har været pænt aktive på transfermarkedet med et pænt kontingent nye spillere til følge – men også nogle ud af huset. Senest Christian Nørgaard, hvis fravær var ganske smerteligt for de blå/gule.  Der var florale hilsener til alle nye – fire af dem havde plads i startopstillingen. I øvrigt kunne man notere sig, at hvor mange ofte har ret travlt med VB-truppens globale tilsnit, så havde BIF én spiller med dansk pas i startopstillingen: Lasse Vigen…

Hjemmeholdet lagde ud med det velkendte tryk, hvilket kastede et par hjørnespark af sig, men allerede efter syv minutter chokerede VB den gule mur, som oprykkerne angreb ned imod. Efter en lynhurtig VB-omstilling fandt Davidsen med et perfekt indlæg en aldeles fri Allan Sousa, og med et af sine sjældne hovedstødsmål kunne brasilianeren sørge for en overraskende vejlensisk føring. 13. kamp i træk i øvrigt, BIF ikke kunne holde eget bur rent – en klubrekord, holdet fra Vestegnen nok gerne ville have været foruden…

Billedet var fremdeles det samme resten af halvlegen. Værterne angreb furiøst, men VB var lynende farlige på omstillinger. Fire minutter efter føringsmålet var Louati i gennembrud, men tuneseren fik ikke fuldendt træf på sin afslutning, som gik uden om opstanderen. Og atter fem minutter senere måtte Louati se Marvin Schwäbe redde sit hovedstød efter et fint Sousa-indlæg. Jo, VB spillede så absolut med.

Efter en snes minutter havde Brøndbys Simon Tibbling det første virkeligt farlige Brøndby-forsøg, da han forsøgte at lobbe bolden over Bajza, der var fanget langt ude af sit mål, men afslutningen blev for lav, og slovakken kunne roligt plukke bolden ned. De blå/gule var dog farlige, når de kombinerede kvikt foran og i VB-feltet, og inden for fire minutter havde Ante Erceg (to gange) samt Dominik Kaiser guldrandede muligheder, som Bajza dog tog sig af.

Lidt ærgerligt måtte VB dog tage imod udligningen kort før halvtid. I en situation, hvor Sousa var til behandling, syntes gæstemandskabet en smule ukoncentreret og uorganiseret, og en lille putbold spillede Kamil Wilczek helt fri. Polakken kunne let trille bolden ind under Bajza til 1-1. Oprykkerne nåede dog i halvlegens overtid at få endnu en fin scoringsmulighed, da Allan Sousa trak sig fri, men BIF’s nye keeper fra Hoffenheim, Marvin Schwäbe, klarede glimrende.

VB skiftede Gustaf Nilsson ind for Louati efter pausen, og svenskeren satte sig straks i scene på sin gamle hjemmebane, men Schwäbe reddede. Brøndbys tryk blev mere og mere massivt, som 2. halvleg skred frem, og vejlenserne kom til at stå dybere og dybere og havde svært ved at holde fast i bolden, når de endelig fik den. De helt store chancer til hjemmeholdet udeblev dog. Indskiftede Kasper Fisker forsøgte sig fra distancen, men det gav inden problemer for Bajza.

Sormani skiftede Sousa med Adam Jakobsen, ligesom Memija erstattede Mucolli direkte på den for ham uvante plads på midtbanen. VB fik sig mod slutningen dog mere og mere befriet fra BIF-omklamringen, og kampensa sidste chancer tilfaldt oprykkerne. Schoop testede Schwäbe i god position, ligesom en fri Nilsson i højre side spillet op af Schoop også måtte se den tyske keeper parere. Brøndbys Johan Larsson havde kampens sidste chance, da hans afrettede indlæg slikkede træværket i Bajzas mål.

Det blev ved et fortjent point til VB, som lod sig fejre af et flot fyldt fanafsnit, som det oven i købet sporadisk var lykkedes at trænge igennem lydmuren, når den gule væg lige trak luft ind… Med den sværeste udekamp af alle vel overstået, er der med VB-briller grund til at se optimistisk på fortsættelsen af en i øvrigt foreløbig ret uforudsigelig Superliga.

Se mål og højdepunkter fra kampen her.

Grundspil, Superligaen 2018-19, Brøndby Stadion
Søndag den 22. juli 2018 kl. 18.00
Brøndby IF – Vejle Boldklub 1-1 (1-1)
8. 0-1 Allan Sousa
45. 1-1 Kamil Wilczek

Kort:
68. Mads Greve (gult kort)
83. Adam Jakobsen (gult kort)

Indskiftninger:
46. Imed Louati ud Gustaf Nilsson ind
71. Allan Sousa ud Adam Jakobsen ind
77. Arbnor Mucolli ud Kerim Memija ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Pavol Bajza

Rasmus Lauritsen
Mads Greve
Mads Lauritsen

Tobias Mølgaard
Jacob Schoop (anfører)
Ylber Ramadani
Arbnor Mucolli
Viljormur Davidsen

Allan Sousa
Imed Louati

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Mohammed Al-Hardan
Gustaf Nilsson
Adam Jakobsen
Lucas From
Vladis Emmersón
Kerim Memija

Dommer: Peter Kjærsgaard-Andersen
Tilskuere:
18.785

Brøndby (4-4-2): Marvin Schwäbe – Johan Larsson, Paulus Arajuuri (80: Joel Kabongo), Benedikt Röcker, Anthony Jung – Lasse Vigen Christensen, Hjörtur Hermannsson (46: Kasper Fisker Jensen), Dominik Kaiser (73: Mikael Uhre), Simon Tibbling – Kamil Wilczek, Ante Erceg
Træner: Alexander Zorniger.

Kort:
21. Ante Erceg (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.