Vejle Boldklub og Olimpik Donetsk fra den ukrainske Premier League er blevet enige om en transfer for 22-årige Vladis Emmersón. Den 1,95m høje forsvarsspiller skifter med øjeblikkelig virkning til VB og har underskrevet en aftale for de kommende tre sæsoner.

Forberedelserne til de kommende udfordringer til Superligaen begyndte i går, og nu kan Vejle Boldklub præsentere den tredje udefrakommende forstærkning til spillertruppen. Det er den 22-årige forsvarsspiller Vladis Emmersón, der er født og opvokset i Ukraine, men også har et congolesisk pas. Teknisk chef i Vejle Boldklub, Jacob Krüger, glæder sig over aftalen er faldet på plads.

– Vi har haft øjnene rettet på Emmersón i det sidste år. Han kommer fra en god liga i Ukraine og er en klog spiller. Emmersón er fysisk stærk, god i hovedspillet og så læser han spillet godt. Vi får med Emmersón en spiller, som kan supplere vores i forvejen stærke centrale forsvarsspillere. Superligaen kræver, at vi er dækket godt ind og vores trup skal have konkurrence om pladserne på alle positioner. Emmersón er fit, men har ikke spillet siden den ukrainske liga stoppede i april, så han skal lige have kamptræning i benene igen, siger Jacob Krüger.

Emmersón ankom til Nørreskoven på sæsonens første træningsdag og han glæder sig til at trække i VB-trøjen fra sæsonstarten om en måned.

– Jeg er glad for at komme til Vejle Boldklub. Det er en klub, som har fulgt mig længe og som nu spiller i den bedste række i Danmark. Det er mit mål, at hjælpe klubben med at blive her. Jeg er en spiller, som vil vinde og fansene kan godt forvente, at jeg vil kæmpe for dem og for den røde trøje. Mine ambitioner for opholdet i Vejle Boldklub er store. Sammen med mine nye holdkammerater glæder jeg mig til at indfri dem og jeg ser frem til sæsonstarten. Klubben har imponeret mig allerede med sine faciliteter, siger Emmersón.

Den 22-årige ukrainsk fødte congoleser spillede ungdomsfodbold i Chornomorets Odesa, hvorfra han som seniorspiller i 2015 skiftede videre til Karpaty Lviv. Emmersón kommer til Nørreskoven med 37 ukrainske Premier League-kampe i bagagen for Olimpik Donetsk og inden et kortere lejeophold i Nyva Ternopil. I september i fjor debuterede han på A-landsholdet i Congo, hvor han scorede i VM-kvalifikationskampen mod Ghana. Der er foreløbigt eneste landskamp.

Vladis Emmersón har endnu ikke arbejds- og opholdstilladelse på plads og derfor deltager han ikke i træningen.

Tekst: Lars Christensen.