Vejle Boldklub har indgået en tre-årig kontrakt med Fabrício Costa og udlejer ham straks for den kommende sæson til Ventspils FK i Letland. 21-årige Costa, der er en alsidig spiller til midtbanepositionerne, er hentet transferfri i Guarani Futebol Clube i Brasilien.

Fabrício Costa har trods sin unge alder flere klubber i hjemlandet på CV’et. Han spillede i Sport Club do Recife for et par år siden, men har to gange sidenhen været udlejet. Først til Oeste og til Guarini. Sidstnævnte har ejet midtbanespilleren siden årsskiftet, indtil han nu transferfri skifter til Vejle Boldklub.

– Fabrício er en talentfuld spiller, som vi er stødt på gennem vores netværk, og som vi har skrevet en aftale med. Vi udlejer i første omgang Fabrício til Ventspils FK, og vi vil følge præstationerne tæt i Letland. Det er en spiller, der hvis potentialet bliver opfyldt, kan blive en gevinst for Vejle Boldklub, fortæller teknisk chef i Vejle Boldklub Jacob Krüger.

Tekst: Lars Christensen