DBU har fostret det lidt vanskelige ord transitionstræning. Hjemmesiden har opsøgt Morten Bisgaard for at finde ud af, hvad der ligger bag dette tiltag, og hvordan man i VB griber sagen an.

– Transitionstrænerrollen er jo skabt af DBU, ligesom vores Head of Coaching-post, som bestrides af Keld Bordinggaard. Min opgave som transitionstræner er at tage vare på de største talenter og på den vanskelige transition – altså overgang – der er fra ungdomsspiller til seniorspiller, indleder Morten Bisgaard.

– Vi har pt en gruppe på 24 spillere, men gruppen er ikke statisk. Det er mig, der sammen med talentchef Steen Thychosen, U19 træner Steffen Kielstrup, U17 træner Kim Leth Andersen og teknisk chef Jacob Krüger udpeger spillerne, som kommer fra U17 og U19, ligesom der er enkelte af de unge seniorspillere fra førsteholdstruppen som Thomas Gundelund, Leonel Montano og Wahid Faghir med. Arbnor Mucolli kunne aldersmæssigt godt være med, men ham anser vi for så etableret, at han ikke er aktuel omkring dette projekt. Fælles for de unge i gruppen er, at det skal være spillere, der har potentiale til at slå igennem som seniorspillere – enten som VB’ere eller med potentiale til at blive solgt.

Bisgaard fortæller, at transitionsprogrammet, som er forfattet af ham selv og mentaltræner Simon Jensby, først og fremmest bygger på samtaler med de unge talenter – både fællesmøder og individuelle. Samtalerne skal få de unge mennesker til at fokusere på livsstil, på egen træning, hvad de specifik gerne skal have ud af enkelte træningspas, og hvilken kvalitet de selv lægger i træningen.

– Som mange klubber erfarer, er det en vanskelig øvelse at gå fra ungdom til senior, fastslår Bisgaard.

– Man går måske fra toppen af hierarkiet til bunden, man skal forholde sig til, at træningskammeraterne ikke længere er jævnaldrende, men måske meget ældre, og endelig er træningsmiljøet betragtelig anderledes end i ungdomsrækkerne. Man får færre klap på skulderen og mindre feed-back.

Morten Bisgaard er også kontaktperson for landstrænerne i den udstrækning de unge talenter er inde omkring DBU’s udvalgte.

Ud over samtalerne er der kommet gang i praktisk træning for talenterne. Der har foreløbig været et enkelt træningspas, og planen er, at gruppen skal træne parallelt med førsteholdstruppen om tirsdagen kl. 11:00, hvor de unge så på deres bane skal lave de samme øvelser som førsteholdet for at vænne sig til den metodik, der anvendes her.

– Og så skal de selvfølgelig være fortrolige med den spillestil, der praktiseres på klubbens førstehold, pointerer Bisgaard.

Tekst: Ole Kristensen.