Efter en halvsæson uden for Divisionsforeningens turnering for reservehold trådte VB med et fortjent 1-3 nederlag hjemme mod Lyngby mandag eftermiddag på kunstbanen i VB Parken atter ind i turneringen.

At kalde VB’s hold for et reservemandskab er nok en sandhed med modifikationer, for fra førsteholdstruppen deltog kun Mads Lauritsen, Leonel Montano og Foday Manneh samt målmændene Gianluca Zanette og Lucas Chang-Andersen. Ellers var det unge spillere fra U17 og U19 trupperne og ikke alle fra førsteholdene. VB havde også lånt den til Middelfart udlejede Thais Damgaard til kampen. Sjællænderne havde i spillere som Frederik Schram, Kevin Tshiembe og Marcel Rømer rutinerede kræfter med, men de blåblusede stillede også med en del unge ansigter.

Kampen fik en særdeles livlig start med muligheder i begge ender, og efter mindre end to minutter flugtede Montano lovende forbi efter hjørne. Efter et advarselsgivende frispark af Mads Lauritsen på Gustav Marcussen måtte gæsterne allerede efter en håndfuld minutter udskifte den skadede Marcussen.

Efter otte minutter kunne værterne så bringe sig foran. Montano spillede fint Foday Manneh op til afslutning, og med en stiv tå kunne gambianeren passere Frederik Schram.

Sjællænderne slog dog tilbage. Efter et farligt frispark og et mislykket forsøg af Magnus Warming på at lobbe over Zanette, fik de blåblusede udlignet. Zanette kom på skovtur, og Andreas Kirkeby fik scoret. Syv minutter senere blev det 1-2. Gæsterne opfangede en lidt hasarderet Mads Lauritsen-aflevering, og Andreas Kirkeby kunne notere sig for endnu en fuldtræffer.

Bortset fra et par enkelte behjertede gennembrudsforsøg af Foday Manneh og et godt forsøg af Lyngbys Magnus Warming skete der ikke stort mere før pausen. I 2. halvleg var gæsterne i fuld kontrol. Uden at komme til vildt mange chancer var sjællænderne konstant på bolden, og en stærk Ertugrul Teksen kunne lukke til 1-3. VB mistede bolden i et opspil, gæsterne spillede de rødblusedes forsvar tyndt, og Teksen kunne udplacere Chang.

I en forholdsvis begivenhedsløs 2. halvleg måtte VB nøjes med et gennembrud fra Montano, som Schram fik afværget, ligesom Lucas Chang, som vogtede VB-målet efter pausen, pillede Andreas Kirkeby i et gennembrud.

VB’s næste opgave bliver tirsdag i næste uge, hvor turen går til FC Nordsjælland.

Kielstrup: Vi fik en masse svar
– For vore unge drenge er det jo en fin kamp, opsummerede Steffen Kielstrup, der sammen med Johan Sandahl har ansvaret for reserveholdet, efter kampen.

– Vi er oppe mod en god modstander og er fint matchet i et højt tempo. Man får en masse svar ved at se drengene i en sådan kamp mod seniorspillere.

Kielstrup gjorde gældende, at førsteholdsspillerne – netop returneret fra Portugal – i vid udstrækning blev sparet til kampen, men at der fremover vil optræde flere seniorspillere på VB’s hold i Reserveligaen.

– Det kan variere, men nok omkring syv spillere, og så supplerer vi op med ungdomsspillere. Men da vi ikke har et andethold hos U19, er det her en god mulighed for nogle af drengene, der ikke spiller så meget, til at prøve kræfter med seniorfodbold. Alternativet er serie 2. Og fx Hocine Belcacem må ikke spille U19 i foråret, så det her er hans mulighed, siger Steffen Kielstrup.

Reserveholdsturneringen, VB Parken kunstgræs
Mandag den 24. februar 2020 kl. 13.00
Vejle Boldklub – Lyngby Boldklub 1-3 (1-2)
9. 1-0 Foday Manneh
14. 1-1 Andreas Kirkeby
21. 1-2 Andreas Kirkeby
57. 1-3 Ertugrul Teksen

Kort:
5. Mads Lauritsen (gult kort)

Indskiftninger:
46. Gianluca Zanette ud Lucas Chang-Andersen ind
46. Thais Damgaard Nielsen ud Magnus Haahr Hatting ind
60. Aidan Liu ud Oliver Olsson ind
60. Hocine Belcacem ud Mads Holten ind
73. Valdemar Sadrifar ud Foday Trawally ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Gianluca Zanette

Andreas Broe
Mads Lauritsen (anfører)
Aidan Liu
Phon-Ek “Guy” Maneekorn Jensen

Hans Høllsberg
Leonel Montano
Hocine Belcacem

Thais Damgaard Nielsen
Foday Manneh
Valdemar Sadrifar

Bænken:
Lucas Chang-Andersen (m)
Magnus Haahr Hatting
Oliver Olsson
Mads Holten
Foday Trawally
Rostislav Garganciuc (ikke benyttet)

Tekst: Ole Kristensen.