VB’s spillere har for tiden i den grad løst krudt i støvlerne. De sidste forberedelseskampe samt turneringspremieren mod Thisted havde kun kastet en straffescoring i Fredericia af sig – i dag formåede vejlenserne i udekampen mod FC Roskilde end ikke at score fra 11 m pletten…

Det skal dog retfærdigvis siges, at med lidt held og lidt dommertække kunne dagens nullert være vippet til VB’s fordel. VB havde blot en enkelt – tvungen – ændring i forhold til forårspremieren mod Thisted. Mads Lauritsen afløste sin skadede navnebror Rasmus i midterforsvaret. FC Roskilde måtte undvære sygdomsramte Mikke Thygesen og cheftræner Rasmus Monnerup, der også var syg. I stedet var det sportschef Anders Theil, der styrede slagets gang fra sidelinjen i værternes tekniske felt.

Senvinterkulden lå tungt over det intime Gentofte Stadion, som har undergået en del forandringer, siden B 1903 i de gode gamle dage havde det som hjemmebane. Nu huserer HIK fra 2. division på kunstgræsset. Et par busfulde VB-fans fyldt godt op på endetribunen.

Første halvleg blev en jævnbyrdig, men ikke overmåde seværdig forestilling. Ingen af holdene fik for alvor ro på spillet, og trods den plane overflade befandt bolden sig ofte i højderne, hvilket gav mere duelspil end organiserede kombinationer.

Peter Utaka havde VB’s bedste forsøg, da han efter godt et kvarter fik sig vendt i det lille felt og afsluttet, men FCR-keeper Frederik Schram reddede med en fodparade. Øjeblikket efter kom sjællændernes bedste forsøg, da kompetente Mark Gundelach fik flugtet på mål, men Bajza parerede til hjørne.

Ellers var det småt med situationer, der kunne bringe lidt liv i 523 forfrosne tilskueres forfrosne lemmer. Louati headede ved siden af i kampens start på fint Sousa-forarbejde. Ellers var et Nicolaj Madsen-forsøg over mål og en Sousa-afslutning i sidenettet eneste VB-tilnærmelser til Roskilde-målet, mens endnu et Gundelach-skud var Roskildes bud på lidt kolorit på en småtam forestilling.

Der kom straks en smule mere farve over begivenhederne efter pausen. Roskildes Kristian Lindberg skød straks forbi efter et sjældent koks i VB-forsvaret, og straks efter testede Branca i den anden ende Frederik Schram. Med 10 minutter spillet var sjællænderne snublende tæt på, men Pavol Bajza fik flot vippet et kompetent hovedstød fra Stefan Hansen over tværribben. Også Nicolaj Madsen fik en god chance, men i god position efter hjørne sparkede han over.

D’Avila Ba Loua erstattede Utaka og Elgaard Nicolaj Madsen, og publikum kunne se et dramatisk sidste kvarter. Imed Loati headede bolden i mål i det 75. minut efter et flot VB-angreb, men dommeren så – som måske en af de eneste – et frispark i situationen. To minutter efter var der skydetelt i FCR-feltet. Flere VB-spillere fik sparket på mål, men stolpen afviste Branca og altopofrende sjællændere fik mirakuløst reddet situationen.

Med 10 minutter igen syntes afgørelsen dog inden for jydernes rækkevidde. Louati fik straffespark, tuneseren sparkede selv, men Frederik Schram reddede. Gemytterne kom en del i kog i slutminutterne, og FCR var tæt på i overtiden, men da Kristian Lindberg havde sparket over, måtte man konstatere, at VB atter havde været part i en 0-0 kamp.

Davidsen, Mads Lauritsen og Sousa løb ind i advarsler, mens det i overtiden blev til debut for David Arshakyan, der kom på banen for Louati, som var blevet ramt af en bold i hovedet.

Se højdepunkter fra kampen her.

Kampfakta:
FC Roskilde – Vejle Boldklub 0-0 (0-0)

Kort:
35. Viljormur Davidsen (gult kort)
81. Mads Lauritsen (gult kort)
90. Allan Sousa (gult kort)

Indskiftninger:
66. Peter Utaka ud D’Avila Ba Loua ind
72. Nicolaj Madsen ud Kim Elgaard ind
90. Imed Louati ud David Arshakyan ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Pavol Bajza

Kerim Memija
Mads Lauritsen
Mads Greve
Viljormur Davidsen

Nicolaj Madsen (anfører)
Ylber Ramadani
Simone Branca

Imed Louati
Allan Sousa
Peter Utaka

Bænken:
Thomas Hagelskjær
Kim Elgaard
David Arshakyan
D’Avila Ba Loua
Nicolaj Ritter
Arbnor Mucolli
Lucas From

Dommer: Anders Skjødt Voergaard
Tilskuere:
523

FC Roskilde (3-4-3): Frederik Schram – Daniel Stenderup, Anders Qvist (46: Nicklas Mouritsen), Stefan Hansen – Mark Gundelach, Valon Ljuti, Nicklas Halse, Simon Richter – Mathias Gehrt (72: Emil Nielsen), Morten Nielsen, Kristian Lindberg (90: Anders Nielsen)
Træner: Rasmus Monnerup.

Kort:
59. Stefan Hansen (gult kort)
70. Morten Nielsen (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.