Vejle Boldklub har forlænget aftalen med Allan Sousa og udlejer samtidig den brasilianske tekniker for den kommende sæson til Sint-Truiden VV. Den 22-årige brasilianer har tidligere i dag bestået lægetjekket i Jupiler Pro League-klubben og skal således optræde i den bedste belgiske liga i den kommende sæson.

Jacob Krüger, teknisk chef i Vejle Boldklub, om udlejning af Allan Sousa.

– Det har hele tiden været planen for Allan Sousa og Vejle Boldklub, at Allan skulle videre denne sommer. Vi har brugt den sidste tid på at finde den helt rette klub til Allan og samtidig sikre en attraktiv aftale for Vejle Boldklub. Både sportsligt og økonomisk. Nu skal Allan bevise sig i et nyt miljø og i en ny liga. Vi ønsker Allan Sousa held og lykke med det kommende års udfordringer i Sint-Truiden, siger Jacob Krüger.

Allan Sousa har spillet 70 kampe Vejle Boldklub. Her er det blevet til 21 mål og 14 assist. Brasilianeren debuterede mod Skive IK (0-2) den 5. marts 2017.

Tekst: Lars Christensen