Thais Damgaard Nielsen (f. 2000) tiltræder 1. juli på en et-årig fuldtidsaftale i Vejle Boldklub og bliver en permanent del af A-truppen. Dagens fødselar er topscorer på VB’s U19-Ligahold med 8 mål og fejres af VB med en forlængelse af kontrakten ved overgangen til seniorfodbold denne sommer.

I september måned fik Thais Damgaard de første minutter på VB’s bedste hold, da han blev indskiftet i Sydbank Pokalkampen mod BK Frem. Siden blev det også til Superligadebut, da han kom ind fra bænken i udekampen mod Randers FC i december. Efter jul har Thais Damgaard været med på træningslejren i Tyrkiet, hvor han scorede i en træningskamp, og nu følger en kærkommen gave til dagens 19-årige fødselar: En fuldtidskontrakt og en plads i A-truppen fra den kommende sæson.

– Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse med fuldtidsaftalen og forfremmelsen til A-truppen. Da vi kom hjem fra Tyrkiet, begyndte jeg at tale med klubben om fremtiden, og nu er det kommet på plads. Jeg bliver student fra Campus Vejle til sommer, og det er dejligt at have fremtiden på plads, siger Thais Damgaard Nielsen og fortsætter:

– Jeg har allerede spillet en del træningskampe med Superligaholdet og fik et indhop i Randers, så jeg føler, at jeg har vist mig lidt frem. Men jeg skal fortsat vænne mig til, at der bliver spillet hurtigere og mere intenst. Jeg skal tage flere offensive løb for at sætte mine styrker i scene i kampene. Min ungdomstid har været uden alvorlige skadespauser, og jeg føler mig generelt fit. Fuldtidsaftalen giver mig de bedste betingelser for at gøre mig gældende i konkurrencemiljøet. Jeg ser frem til at gøre sæsonen færdig på U19-Ligaholdet, hvor vi har meget at spille for, og ellers ser jeg helt vildt meget frem til, at jeg kun skal koncentrere mig om fodbold fra den nye sæson, siger Thais Damgaard Nielsen.

Thais Damgaard Nielsen skiftede i januar 2015 fra AC Horsens U15-hold til Vejle Boldklubs U17-Ligahold. Thais sparkede til de første fodbolde i Horsens KFUM, men skiftede senere til AC Horsens. Han kommer fra en sportsfamilie, hvor morfaren Anders Damgaard spillede 110 divisionskampe for HfS i halvtredserne, og moren Gitte Damgaard spillede divisionshåndbold for Horsens HK i firserne.

Talentchef Steen Thychosen glæder sig over, at endnu en spiller fra klubbens ungdomsafdeling gør sig fortjent til en plads i klubbens A-trup.

– Thais Damgaard har haft et rigtig godt forløb i de sidste 4½ år i ungdomsafdelingen. Han kom som U15-spiller, men blev allerede aktuel for U17-Ligaholdet, inden han var færdig som U15-spiller. I fire år på ungdomsligaholdene har han været en profil, men særligt i denne sæson har han skilt sig markant ud. Præstationerne har været kontinuerligt gode, og han har også markeret sig med indtil videre 8 mål. Thais har fundet sig til rette fremme på banen, hvor hans kompetencer sættes bedst i scene. Han er venstrebenet og har et fantastisk spark – ikke kun som dygtig afslutter i feltet, men også fra distancen. Thais har været igennem den sidste del af Vejle Boldklubs uddannelsessystem, og han har arbejdet hårdt i dagligdagen for, at denne mulighed kunne opstå. Derfor er det også glædeligt, at han tager en plads i A-truppen som seniorspiller. Årgang 2000 har gjort det godt på ungdomsniveau, og vi håber, at yderligere et par spillere kan blive aktuelle i fremtiden, siger Steen Thychosen.

Jacob Krüger, teknisk chef i Vejle Boldklub, glæder sig over, at VB Future igen lykkedes med at gøre en af klubbens talentfulde spillere klar til at indtræde i A-truppen.

– Thais Damgaard har arbejdet hårdt og målrettet i en lang periode for at gøre sig fortjent til en plads i A-truppen. Der kommer en spiller op i A-truppen, som regelmæssigt har trænet med Superligaholdet i denne sæson, og som var en del af A-truppens træningslejr. Vi har allerede set Thais matchet mod spillere, som han nu skal konkurrere om spilletiden med, og vi har en forventning om, at han byder sig til i konkurrencen om spilletid. Der er punkter, hvor en ung spiller fortsat skal forbedre sig, men det, vi har set på især U19-Ligaholdet og igennem træning og kampe med A-truppen, gør, at vi tror på potentialet i en talentfuld spiller som Thais. Han har et fint venstreben, afslutter godt og besidder den fart, der gør ham ubehagelig for modstanderne. Vi har set ham anvendt både på kanten og fremme i angrebet og det er til de forreste pladser på banen, han vil byde sig til. Det giver en god dynamik i en spillertrup, at der kommer unge spillere op fra VB Future, og vi er glade for, at det meget målrettede arbejde i VB Future betyder, at vi igen kan indlemme en god ungdomsspiller. Vi har et talentfuldt U19-Ligahold, hvor Thais Damgaard er den første af forhåbentlig flere til at tage springet ind i A-truppen, siger Jacob Krüger.

I Vejle Boldklubs A-trup bliver Thais Damgaard Nielsen den fjerde spiller fra VB Future. Arbnor Mucolli (f. 1999), Lucas From (f. 1999), udlejet til Middelfart, og Thomas Gundelund (f. 2001) er de tre nuværende egenudviklede spillere i Superligatruppen.

Thais Damgaard og talenterne på Vejle Boldklubs U19-Ligahold kan opleves i VB Parken fra kl. 12.00 i dag lørdag. Modstanderen er Lyngby.

Tekst: Lars Christensen.