Der er stadig plads til forbedring, men en sejr blev det i alt fald til i VB’s sidste test inden turneringspremieren i NordicBet LIGA den 27. juli i Sundby. Ganske vist måtte man helt hen i dommerens overtid, før sejren var i hus, og ganske vist var 2-1 resultatet smigrende i forhold til spil og chancer, men en sejr er en sejr, og finpudsningen op til Fremad Amager-kampen kan nu foregå med en succes i bagagen.

Til kampen torsdag aften i VB Parken havde VB to ændringer på holdet i forhold til opgøret mod Flensburg i lørdags. Hagelskjær stod mellem stængerne og havde Memija, Greve, Dantas og Davidsen foran sig i bagkæden. Mølgaard og Ramadani spillede inde centralt, mens Mucolli, anfører Schoop og Gryn lå bag Finnbogason. Greve havde således i forhold til lørdagens kamp erstattet Lauritsen, mens Mucolli remplacerede Lucas Jensen.

Brabrand, der i sidste sæson helt til næstsidste runde var med i kampen om de to eftertragtede oprykningspladser til NordicBet LIGA, præsenterede sig som en god og aggressiv modstander, der gik til stålet i nærkampene. Således var den første halve time da også ganske jævnbyrdig med muligheder i begge ender. Brabrands Tobias Olesen fik således testet keeper Hagelskjær, mens Anton Søjberg sparkede snært over mål. VB havde dog den største mulighed, der gives i fodbold, da dommer Jacob Karlsen korrekt pegede på pletten efter et kvarter. Efter Schoops fine fremlægning var Kjartan Finnbogason alene igennem, men blev fældet af Brabrands målmand Henrik Lindhard. Islændingen sparkede selv, men som tilfældet var i Play Off-kampen mod Hobro, måtte han se sit spark i venstre side i målmandshøjden pareret. I første halvlegs sidste kvarter fik VB endelig trykket modstanderne helt tilbage og var nu helt i kontrol. Gryn løb fra Brabrand-forsvaret, men strandede på Lindhard, mens også Finnbogason blev pareret af den dygtige keeper.

Holdet fra Aarhus-forstaden kom dog stærkt tilbage efter pausen, hvor udskiftningerne tog fart. Straks efter pausen kunne VB give uofficiel debut til svenske Diego Montiel, som sammen med Amundsen afløste de to backs Memija og Davidsen. Mølgaard gik ned på højrebacken, mens Schoop trak tilbage på banen og overlod den offensive midtbaneplads til Montiel. Senere kom Lauritsen og Lucas Jensen på banen for Dantas og Mucolli. Den sidste snes minutter blev Hagelskjær, Ramadani, Gryn og Schoop byttet ud med Zanette, Hetemi, Gundelund og Kudsk.

Også Tom Søjbergs 2. divisionshold skiftede flittigt og kunne bl.a. give plads til de tidligere U19-Ligaspillere fra VB, Kasper Døhr Thychosen og Rami Ayman. Brabrand var i 2. halvleg igen et fuldt jævnbyrdigt hold. Jesper Henriksen testede Hagelskjær, mens Finnbogason i den anden ende halvkiksede forbi på en god mulighed. 1-0 til hjemmeholdet skulle det dog blive. Diego Montiel fandt med en klasseaflevering Lucas Jensen, der scorede sikkert.

Gæsterne slog dog straks tilbage. Anfører Jacob Dyrborg Linnet nåede en høj bold før Tobias Mølgaard og pandede den flot forbi Hagelskjær via indersiden af stolpen til 1-1. Udeholdet var også snublende tæt på et føringsmål, da først Kasper Nygaard Andersen tvang Hagelskjær ud i en flot parade, mens Anton Søjberg heller ikke kunne udnytte riposten. I stedet blev det til en lidt heldig hjemmesejr. Et par minutter inde i overtiden servede Diego Montiel fint fra stangen, og Kjartan Finnbogason kunne heade ind til 2-1.

Med den lunende sejr i rygsækken kan VB’erne nu holde weekend efter morgendagens træning og så mandag tage fat på forberedelserne til den vigtige sæsonpremiere i Sundby.

Se målene fra kampen her.

Træningskamp, VB Parken
Torsdag den 18. juli 2019 kl. 17.30
Vejle Boldklub – Brabrand IF 2-1 (0-0)
70. 1-0 Lucas Jensen
71. 1-1 Jacob Dyrborg Linnet
90. 2-1 Kjartan Finnbogason

Indskiftninger:
46. Kerim Memija ud Diego Montiel ind
46. Viljormur Davidsen ud Malte Amundsen ind
56. Arbnor Mucolli ud Lucas Jensen ind
63. Nicolas Gianini Dantas ud Mads Lauritsen ind
72. Thomas Hagelskjær ud Gianluca Zanette ind
75. Ylber Ramadani ud Thomas Gundelund ind
75. Jacob Schoop ud Lundrim Hetemi ind
75. Sergiy Gryn ud Christian Kudsk ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thomas Hagelskjær

Kerim Memija
Nicolas Gianini Dantas
Mads Greve
Viljormur Davidsen

Arbnor Mucolli
Ylber Ramadani
Tobias Mølgaard
Sergiy Gryn

Jacob Schoop (anfører)

Kjartan Finnbogason

Bænken:
Gianluca Zanette (m)
Malte Amundsen
Lucas Jensen
Diego Montiel
Thomas Gundelund
Mads Lauritsen
Lundrim Hetemi
Christian Kudsk
Foday Manneh

Dommer: Jacob Karlsen (2DV)
Tilskuere: Cirka 300

Brabrand (4-4-1-1): Henrik Lindhard – Tobias Olesen, Thomas Viggers, Michael Kærgaard Pedersen, Casper Lykke Jensen – Jesper Henriksen, Jacob Dyrborg Linnet, Lasse Tougaard Andersen, Frederik Poulsen – Anton Søjberg – Malthe Boesen. Indskiftet: Henrik Borup, Kasper Nygaard Andersen, Christoffer Maul Petersen, Rami Ayman, Kasper Døhr Thychosen
Træner: Tom Søjberg.

Kort:
16. Henrik Lindhard (gult kort)
26. Frederik Poulsen (gult kort)
47. Christoffer Maul Petersen (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.