Vejle Boldklubs U19-mandskab lignede en groggy bokser i indledningen af lørdagens hjemmekamp mod SønderjyskE. Efter 21 minutter kom gæsterne foran 3-0, men derfra viste Steffen Kielstrups drenge en fantastisk moral og vendte det hele på hovedet og endte med at vinde 5-3 efter en medrivende fodboldkamp.

U19-mandskabet havde til kampen mod SønderjyskE fået hjælp fra Superliga-truppen, da både Thomas Gundelund, Wang Zhenao og Adam Jakobsen var med for at få spilletid. De var alle tre med til at gøre en positiv forskel for vejlenserne.

Starten var som tidligere beskrevet ganske forfærdelig for værterne, da Tobias Sommer allerede efter fem minutter lavede straffespark på en af sine tidligere holdkammerater. Et kvarter senere stod den 0-3, men herfra vist vejlenserne god fodbold og fik først reduceret ved Villads Rasmussen på et direkte frispark, inden en godt spillende Adam Jakobsen fik reduceret til 2-3.

Anden halvleg blev med Vejle Boldklub som total dominerende og først fik teknikeren Wang Zhenao udlignet, inden indskifterne gjorde deres indtog og gjorde en markant forskel med gode indhop fra både Foday Manneh, Lundrim Hetemi og Valdemar Sadrifar. Først gjorde Foday Manneh det til 4-3 inden Adam Jakobsen lukkede og slukkede en fremragende fodboldkamp med sin anden scoring og værternes femte i løbet af de 90 minutter.
– Jeg kan kun rose spillerne for sådan en præstation. De blev ved med at holde sig til planen, selvom vi kom bagud 3-0. Vi havde snakket om at skabe plads og gennembrud på kanterne, hvilket vi formåede rigtig godt, fortæller Steffen Kielstrup og uddyber:
– Spillerne skal også have ros for at komme med masser af energi og mod i duellerne. Generelt var sejren fuldt fortjent, og vi viste os som det bedste fodboldhold, understreger Steffen Kielstrup.

Hos vejlenserne var der mange flotte præstationer. Thais Damgaard fortsatte sin god form, men også Adam Jakobsen og de tre indskiftede fik roser fra VB-træneren efter kampen.

Med de tre point for sejren har U19-mandskabet fået en solid sæsonstart med otte point for seks kampe. Steffen Kielstrups mandskab spiller igen på lørdag, når Brøndby er modstanderen på udebane. Herefter venter der mandskabet en turneringspause på tre uger.

Kampfakta U19-kampen:

Vejle Boldklub-Sønderjyske 3-1 (2-0)
05. 0-1 Ardit Murati (Straffespark)
13. 0-2 Ardit Murati
21. 0-3 Kristian Bach Nielsen
25. 1-3 Villads Rasmussen
29. 2-3 Adam Jakobsen
62. 3-3 Wang Zhenao
76. 4-3 Foday Manneh
89. 5-3 Adam Jakobsen

Indskiftninger:
64. Wang Zhenao ud Foday Manneh ind
65. Waris Faghir ud Lundrim Hetemi ind
62. Alexander Jensen ud Valdemar Sadrifar ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Andreas Foged

Waris Faghir
Kasper Poulsgaard (anfører)
Emil ”Agger” Nielsen

Thomas Gundelund
Tobias Sommer
Alexander Jensen
Villads Rasmussen

Wang Zhenao
Adam Jakobsen
Thais Damgaard Nielsen

Bænken:
Lundrim Hetemi
Valdemar Sadrifar
Foday Manneh
Tobias Bargisen (m) (ikke benyttet)

Tekst: Jacob Thychosen