Med forårssæsonens hidtil klart bedste præstation gik ellers så scoringsfattige VB søndag eftermiddag målamok i Nørreskoven og affærdigede SønderjyskE ganske fortjent 4-1.

SE-træner Glen Riddersholm flashede en farverig jakke, som på ryggen reklamerede for Fakta-grænsehandel-bland-selv-slik til 3.99,-. Desværre for karismatiske ”Guld-Glen” var der hovedsagelig syrlige drops i den sønderjyske pose, mens VB snuppede de labre larver… Inden dagens kamp i det herlige aprilvejr hyldedes sponsorer, der har støttet VB 10 år i træk eller mere. De fyldte en halv banehalvdel og vidner om den brede opbakning, der fra erhvervslivet er til klubben i såvel med- som modgangstider.

VB havde kun en enkelt ændring i sin startellever i forhold til den udmærkede indsats i Aarhus – og den var tvungen. Pavol Bajzas knæskade, som sprang op på Ceres Park, skal have tid at læges, så Thomas Hagelskjær stod mellem stængerne, mens Gianluca Zanette var hans substitut på bænken. Viljormur Davidsen og Adam Jakobsen er stadig skadesbetinget ude af truppen. SønderjyskE blev taget på sengen, da VB allerede efter tre minutter kom foran efter sløset forsvarsspil af gæsterne. Finnbogason fangede SE-keeper Sebastian Mielitz langt ude med et lob – bolden tog tværribben, men Sergiy Gryn støvede af med hovedet til 1-0.

Gæsterne forsøgte at ryste chokstarten af sig og lægge et hurtigt modtryk mod vejlenserne, og Alexander Bah fik da også trykket af forbi Hagelskjærs mål, ligesom et gevaldigt klumpspil foran VB-nettet resulterede i en kæmpe saksesparksmulighed til Mart Lieder fra det lille felt, men bolden strøg langt over. Det næste stød i maveregionen fik Glen Riddersholms mandskab så efter en snes minutter. Kjartan Finnbogason slap fri efter en vundet hovedstødsduel af Greve, og islændingen halvflugtede fra kanten af feltet bolden forbi Mielitz. Og 3-0 skulle det også blive efter en halv time. Efter et Yurchenko-hjørne fik Mads Greve afsluttet. SønderjyskE fik sparket væk fra stregen, men linjedommeren vurderede, at bolden havde passeret linjen, og dommer Michael Tykgaard fulgte hans henvisning og pegede mod midten til lyden af højlydte protester fra de sortklædte gæster.

Med al den sikkerhed, som en 3-0 føring giver, lod det boldsikre VB-mandskab nu bolden cirkulere i de smukkeste mønstre halvlegen ud – med frustrerede sønderjyder forgæves halsende efter det drilske læder. En enkelt chance blev det til gæsterne kort før halvtid, da en fri Stefan Gartenmann huggede fra højre, men fornem fodparade af Hagelskjær. Således kunne de rødblusede gå til pause med 3-0 fulgt af klapsalver fra den vejlensiske del af de 4.092 tilskuere, som nød VB’s fornemme spil, det skønne forårsvejr, anemonerne i skovbunden og de første lysegrønne bøgespirer i Nørreskoven.

Havde man i SE-lejren drømt om et comeback á la Schweiz-Danmark, fik håbet et grimt skud for boven allerede en håndfuld minutter inde i 2. halvleg. Yurchenko spillede landsmand Gryn op i venstresiden, og den rapfodede ukrainer tog et enkelt træk, inden han med største selvfølgelighed sænkede bolden i det lange hjørne med venstrepoten. Hvis kampen ikke var afgjort ved pausen, var den det i alt fald nu. Gæsterne forsøgte ihærdigt at komme ind i opgøret, og Marco Rojas sparkede snært forbi mål, men det var ”Mission impossible” for de sortklædte. Publikum havde det dejligt, selv om kampen var afgjort og dermed ikke havde 1. halvlegs intensitet, og en velsyngende fanblok i hjørnet havde en fest. Man undte de trofaste tilhængere den sjældne medgang.

Den resterende del af kampen gik bl.a. med stående hyldest og ovationer til de VB’ere, der blev udskiftet. Kampens spiller, Sergiy Gryn, kom ud til fordel for Imed Louati, der havde et rigtig fint indhop. Jonas Andersen erstattede Kjartan Finnbogason, og Malte Amundsen kom ind for Yurchenko. Hallberg havde et skud lige over mål, mens Allan Sousa misbrugte en kæmpechance fra tæt hold, da brasilianeren var for langsom på aftrækkeren med sin kolde højre fod efter et fint VB-angreb. Flere vejlensiske scoringer blev det altså ikke til, mens SønderjyskE’s indhopper Peter Buch Christiansen kosmetisk fik pyntet på resultatet med fem minutter igen efter en fin solo i højre side.

Sejren åbner i alt fald matematiske vejlensiske muligheder for at slippe væk fra sidstepladsen i nedrykningspulje 1. Al logik tilsiger dog stadig to gange to playoff kampe til sidst, og med dem for øje fik VB-spillerne i alt fald tanket værdifuld selvtillid.

Kvalifikationsspil, Superligaen 2018-19, Vejle Stadion
Søndag den 7. april 2019 kl. 14.00
Vejle Boldklub – SønderjyskE 4-1 (3-0)
4. 1-0 Sergiy Gryn
22. 2-0 Kjartan Finnbogason
31. 3-0 Mads Greve
50. 4-0 Sergiy Gryn
85. 4-1 Peter Buch Christiansen

Kort:
24. Sergiy Gryn (gult kort)

Indskiftninger:
68. Sergiy Gryn ud Imed Louati ind
79. Kjartan Finnbogason ud Jonas Andersen ind
84. Vladlen Yurchenko ud Malte Amundsen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thomas Hagelskjær

Kerim Memija
Mads Greve
Mads Lauritsen
Tobias Mølgaard

Melker Hallberg
Jacob Schoop (anfører)

Allan Sousa
Vladlen Yurchenko
Sergiy Gryn

Kjartan Finnbogason

Bænken:
Gianluca Zanette (m)
Malte Amundsen
Imed Louati
Ylber Ramadani
Jonas Andersen
Arbnor Mucolli
Branko Ilic

Dommer: Michael Tykgaard
Tilskuere: 4.092

SønderjyskE (4-1-4-1): Sebastian Mielitz – Stefan Gartenmann, Marc Pedersen, Kees Luijckx, Nicholas Marfelt – Victor Ekani (63: Eggert Jónsson) – Johan Absalonsen, Marco Rojas, Marcel Rømer, Alexander Bah (76: Danny Amankwaa) – Mart Lieder (63: Peter Buch Christiansen)
Træner: Glen Riddersholm.

Tekst: Ole Kristensen.