En første halvleg der var under niveau kostede Vejle Boldklubs U19-mandskab point på udebane mod FC København. I anden halvleg var vejlenserne nemlig klart det bedste mandskab, men selvom det blev til flere store vejlensiske chancer, så blev københavnernes forspring fra første halvleg aldrig indhentet.

Efter en træg start på kampen i de første 20 minutter, hvor VB ikke lykkedes med deres normalt så gode presspil begyndte mandskabet ellers at komme ind i kampen. Det der lignede et lille Vejle-overtag blev dog hurtigt ændret, da FC København to gange udnyttede skidt forsvarsspil hos gæsterne og stillingen blev 2-0 ved pausen.
– I første halvleg præsterede vi under niveau. Specielt til at starte med arbejdede vi for langsomt defensivt. Med bolden var det såmænd okay, men vi blev fog aldrig rigtig farlige i de første 45 minutter, siger cheftræner Steffen Kielstrup.

Anden halvleg blev med massiv vejlensisk dominans. Det blev til flere store chancer, og efter 67 minutter fik Valdemar Sadrifar reduceret, da han fulgte op på en god Lundrim Hetemi-afslutning. I resten af anden halvleg jagtede VB’erne et udlignende mål, men det kom aldrig tættere på end to afslutninger på stolperne.
– De sidste 45 minutter var meget bedre end første halvleg. Drengene kom her med den energi, som var nødvendig. Vi manglede lige det sidste i afslutningsspillet, men ellers fandt vi god plads mellem deres kæder, fortæller Steffen Kielstrup og uddyber:
– Med lidt mere held og dygtighed kunne vi have fået point med hjem. Vi fortjente mindst et point, men der var også mulighed for at få alle tre point, fortæller Steffen Kielstrup og siger samtidig, at han mener, at Vejle Boldklub har et bedre U19-hold end FC København, hvilket gjorde nederlaget ekstra ærgerligt.

Se stillingen i U19-Ligaen her.

U19-Ligaen 2019-20, KB P. Bangsvej
Lørdag den 26. oktober 2019 kl. 13.00
FC København – Vejle Boldklub 2-1 (2-0)
33. 1-0 Muamer Brajanac
40. 2-0 William Bøving
67. 2-1 Valdemar Sadrifar

Kort:
91. Magnus Hatting (gult kort)

Indskiftninger:
45. Villads Rasmussen ud Peter Ullum ind
79. Adama Fofana ud Magnus Hatting ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Andreas Foged

Mathias Voss
Magnus Enggaard Hansen
Tobias Sommer (anfører)
Andreas Broe

Adama Fofana
Lundrim Hetemi
Alexander Jensen

Valdemar Sadrifar
Wahid Faghir
Villads Rasmussen

Bænken:
Peter Ullum
Magnus Hatting
Hans Høllsberg
Tobias Bargisen (m) (ikke benyttet)

Tekst: Jacob Thychosen.