Spillere fra Vejle Boldklubs U17- og U19-Ligahold har i årets første weekender været til stævner syd for grænsen. U17-Ligaholdet fik en 7. plads ved Range Bau Cup i Berlin, mens U19-Ligaholdet vandt Stüdemann Wintercup i Nordenham.

U19-Ligaspillerne var med cheftræner Steffen Kielstrup i Nordenham i årets første weekend. Her vandt spillerne den lokale indendørsturnering der også havde deltagelse af tyske og hollandske klubber. SC Heerenveen var den anden udenlandske deltager og den hollandske storklub tabte finalen til Vejle Boldklub. Holdet i Tyskland bestod af Magnus Nissen, Filip Højgaard, Kasper Poulsgaard, Emil ”Agger” Nielsen, Rami Ayman, Tobias Sommer, Alexander Jensen, Villads Rasmussen og Valdemar Sadrifar. Poulsgaard, Rami og Sommer var også med, da Superligaholdet i sidste spillede KMD Cup i Aarhus.

U17-Ligaholdet deltog for ottende gang i Tysklands største indestævne Range Bau Cup i den netop forgangne weekend. I Berlin vandt vejlenserne den indledende pulje, men blev i mellemrunden parret med Red Bull Salzburg. Østrigerne vandt senere turneringen og FC Union Berlin og FC Viktoria 1889 Berlin var akkurat også for stærke for de unge VB’ere. I placeringskampen om 7./8. pladsen vandt VB 2-1 over Hallescher FC. Vejlenserne er flere gange løbet med bronzemedaljerne ved den stærkt besatte turnering i Tyskland. Holdet i 2019-udgaven bestod af Anton Stage Nielsen, Tobias Bargisen (m), Christian ”GG” Gammelgaard, Mads Christensen, Guy Maneekorn Jensen, Hans Høllsberg, Oska Bagge, Rasmus Schjang Larsen, Jonathan Petersen, Magnus Haahr Hatting.

Allerede i den kommende weekend begynder træningskampene for ungdomsligaholdene. U17-Ligaholdet møder Sønderjyske i VB Parken på lørdag kl. 12.00, mens der også spilles en U16-kamp mod sønderjyderne samme dag.

Tekst: Lars Christensen.