Om så Påskeharen havde materialiseret sig og danset disko i midtercirklen, havde det næppe sørget for så meget samtalestof, som VB’s 2-4 nederlag til AGF i søndag aftens kamp. Den jyske Klassiker var så rig på dramatik og sælsomme hændelser, at den sent vil blive glemt, men på bundlinjen står, at med SønderjyskEs samtidige sejr over AC Horsens kan VB ikke undslippe puljens sidsteplads. En placering, der syntes sikker efter grundspillet, men som godt VB-spil i Kvalifikationsspillet havde givet håb om at undgå.

”Duften af VB i 1. division,” sang kåde tilrejsende aarhusianere. Selv om det ser svært ud, skal man dog nok være varsom med at begrave liget, før patienten er død. Der er masser af substans i VB-mandskabet, og at slå først sandsynligvis Hobro og siden nr. 2 i 1. division, synes ikke at være en umulig mission.

Der var to ændringer i VB’s startformation i forhold til kampen skærtorsdag. Melker Hallberg var med sit gule kort i Horsens røget i straffeboksen, og han blev erstattet af Ylber Ramadani. På backen var Malte Amundsen skubbet ud på bænken til fordel for Tobias Mølgaard. Imed Louati, der har været indhopper de sidste kampe, var skadesbetinget ude af truppen.

Gæsterne var bedst den første snes minutter, hvor vejlenserne havde svært ved at få hold på deres spil. Allerede efter et par minutter var Patrick Mortensen tæt ved at overliste Hagelskjær med et lumsk hovedstød, men ex-AGF-keeperen fik pareret til hjørne. I det følgende havde Jakob Ankersen, Bror Blume og Mustafi Amini kvalificerede langskud – hvoraf sidstnævntes kyssede opstanderen. Jo, den massive aarhusianske fanblok havde god grund til at synge. Men med godt 20 minutter spillet begyndte VB at få sig kæmpet ind i kampen. Allan Sousa udfordrede det hårdhændede AGF-forsvar og fik smidt gode indlæg ind til hovedstød, og Grabara måtte for første gang gribe ind, ligesom Jesper Juelsgård måtte redde med hovedet på stregen.

Men nu tog de dramatiske begivenheder fart. Efter det fjerde eller femte begåede frispark mod Allan Sousa, tændte den temperamentsfulde brasilianer af og sparkede ud efter Jakob Ankersen, der havde begået frisparket. Gult til Ankersen, rødt til Sousa. Fire minutter senere skulle VB i henhold til de uskrevne fairplay-regler give bolden tilbage til AGF efter et spilstop. Yurchenko ville sparke bolden højt ned til Grabara, som imidlertid havde forladt sit mål, så bolden sejlede ind til 1-0 til VB.

Tumultagtige scener og nærmest en time-out situation i de to lejre, som skulle finde ud af, hvordan man skulle håndtere en situation, som undertegnede kun kan mindes at have set mage til i en Champions League-kamp i 2012. Dengang løb Shakhtar Donetsks Louis Adriano i en lignende situation ned og scorede mod FC Nordsjælland, og ukrainerne undlod at gøre skaden god igen. VB er dog et mere fair mandskab og så passivt til, da AGF gav bolden op og Patrick Mortensen løb ned og scorede karrierens letteste mål til 1-1.

Et tændt, undertalligt VB-hold gav sig dog ikke godvilligt efter at have møbleret om og sendt 150 kampsjubilaren Viljormur Davidsen ind for Ramadani. Kort før halvtid fik VB frispark, og denne gang var det helt ok, at Vladlen Yurchenko sparkede bolden i kassen til 2-1!

De overtallige gæster løb naturligvis storm mod vejlenserne straks fra 2. halvlegs start, og efter 11 minutter kunne Patrick Mortensen da også udligne, da han sparkede et indlæg fra venstre fladt i mål. Kort efter måtte VB nødtvunget igen skifte, da en storspillende Tobias Mølgaard (Man of the Match) måtte forlade banen efter at have fået et aarhusiansk knæ i ryggen. Begge hold søgte sejren, og der var omstilling på omstilling. AGF’s Bror Blume sparkede forbi i gunstig position, og i den anden ende fik Jacob Schoop foræret en stor chance af AGF’s forsvar, men anføreren fik ikke saft og kraft i sit skud, og Grabara kunne redde. Også Gustaf Nilsson, der havde afløst Finnbogason, fik en gylden mulighed, da han blev spillet op af Davidsen, men svenskeren afsluttede for svagt.

Finnbogason havde set gult i 1. halvleg, og i det 86. blev Mads Greve kaldt hen til dommer Peter Munch Andersen for ligeledes at modtage en advarsel. Mens Greve stod skoleret, fik AGF af uransalige grunde lov at tage frisparket, og da ingen vejlensere var på plads, havde Patrick Mortensen let ved at score sit tredje mål i kampen – næsten lige så nemt som målet til 1-1.

Rasende protester fra VB-spillere og –bænk, men det eneste, der kom ud af det, var, at værternes fysiske træner Gabriele Faccia blev vist væk. Peter Munch Larsen skal nok næppe forvente alt for mange gækkebreve og påskeæg fra VB-lejren i den nærmeste fremtid for sin præstation…

Hjemmeholdet kastede alt frem – også Greve og Mads Lauritsen (der også så gult) – i den ni minutter lange tillægstid, hvilket naturligvis gav masser af plads til AGF’s hurtigløbere, og Sana fik da også scoret til 4-2 på en omstilling. VB gav sig dog stadig ikke og fik tilkæmpet sig et straffespark for at kante Mads Lauritsen, som Yurchenko imidlertid måtte se Grabara parere flot.

Først da var de bravt kæmpende vejlensere slået, og 6035 tilskuere kunne ile hjem til bordets glæder. Der var masser af diskussionsstof over lammekoteletten og påskebryggen i de små hjem søndag aften…

Kvalifikationsspil, Superligaen 2018-19, Vejle Stadion
Søndag den 21. april 2019 kl. 18.00
Vejle Boldklub – AGF 2-4 (2-1)
37. 1-0 Vladlen Yurchenko
40. 1-1 Patrick Mortensen
44. 2-1 Vladlen Yurchenko
57. 2-2 Patrick Mortensen
86. 2-3 Patrick Mortensen
90. 2-4 Tobias Sana

Kort:
33. Allan Sousa (rødt kort)
39. Kjartan Finnbogason (gult kort)
86. Vladlen Yurchenko (gult kort)
90. Mads Lauritsen (gult kort)

Indskiftninger:
43. Ylber Ramadani ud Viljormur Davidsen ind
64. Tobias Mølgaard ud Malte Amundsen ind
72. Kjartan Finnbogason ud Gustaf Nilsson ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thomas Hagelskjær

Kerim Memija
Mads Greve
Mads Lauritsen
Tobias Mølgaard

Ylber Ramadani
Jacob Schoop (anfører)

Allan Sousa
Vladlen Yurchenko
Sergiy Gryn

Kjartan Finnbogason

Bænken:
Gianluca Zanette (m)
Malte Amundsen
Viljormur Davidsen
Gustaf Nilsson
Jonas Andersen
Vladis Emmersón
Arbnor Mucolli

Dommer: Peter Munch Larsen
Tilskuere: 6.035

AGF (4-3-3): Kamil Grabara – Magnus Anbo (59: Mustapha Bundu), Sebastian Hausner, Jesper Juelsgård, Daniel Thøgersen – Mustafa Amini, Jens Stage (46: Adama Guira), Bror Blume Jensen – Kasper Lunding (59: Tobias Sana), Patrick Mortensen, Jakob Ankersen
Træner: David Nielsen.

Kort:
21. Daniel Thøgersen (gult kort)
33. Jakob Ankersen (gult kort)
39. Jens Stage (gult kort)
43. Magnus Anbo (gult kort)
75. Jesper Juelsgård (gult kort)
83. Tobias Sana (gult kort)

Tekst: Ole Kristensen.