
Arkivfoto: Carl Forssling
Af Ole Kristensen | 1. oktober 2025
Cheftræner Mads Nissen, der stadig må notere adskillige spillere på skadeslisten, havde tvungent ændret på to pladser i forhold til Randers-kampen. Klaster var ude med sit røde kort og blev erstattet af Max Jensen, der gik ind på midtbanen, mens Rasmus Koch overtog anførerbånd og stopperposition. Daniál Mørkøre var med fra start på højre kant, og Hust rykkede ned på backen for Engmark, der var på skoletur.
Nordjyderne satte sig på kampen fra start, og allerede efter en håndfuld minutter måtte Gustav Knudsen op med en vanvidsredning på Victor Fjeldgaard, der kom til frit hovedstød i det lille felt.
Der var en fri chance til Helgi Johansson efter 17 minutter, men igen reddede VB-keeperen.
Hjemmeholdet havde det svært fysisk og blev periodevis presset langt tilbage, og vejlenserne havde svært ved at holde fast i bolden, når de endelig erobrede den.
De rødblusede var således sjældne gæster ved det nordjyske mål, og først i det 34. minut havde VB tilløb til en chance, da Nicolas Gammelgaard forsøgte sg fra en spids vinkel, efter at Yusuf Faghir havde stjålet bolden på AaB’s baglinje.
På et langskud fra Amar Diagne gav Gustav Knudsen hjørne, og på dette traf nordjyderne stolpen. Der var ganske mange hjørnespark til de blåklædte før pausen, men hjemmeholdet forsvarede sig godt mod de mange ellers fine server fra flaget.
0-0 ved pausen, og det kunne værterne være godt tjent med.
Det var et helt andet hjemmehold, der entrede banen efter sidebyttet – nu med Anas Raheel for Daniál Mørkøre. Vejlenserne kom længere frem på banen, pressede højere, vandt flere dueller og holdt bedre fast i bolden.
Værterne begyndte nu at skabe chancer. En kvik kombination mellem Faghir, Raheel og Gammelgaard bragte sidstnævnte fri, men afslutningen udeblev.
Aalborgenserne var ikke så fremtrædende nu som før pausen og lavede flere fejl. De tilspillede sig dog stadig mange hjørnespark, som VB imidlertid fik afvist. En stor chance tilfaldt Valdemar Rubæk, som sparkede forbi et tomt mål spillet op af Victor Fjeldgaard.
Kampen var ganske afvekslende og ikke en typisk 0-0 langgaber. Gammelgaard sparkede over i god position, mens den største chance tilfaldt Anas Raheel, der blev spillet op af Gammelgaard, men flugtede lige i favnen på AaB-keeper Villads Bertelsen.
I den anden ende var Christian Tcacenco tæt på efter et af mange nordjyske hjørnespark, men VB reddede på stregen.
VB brugte sine udskiftninger og sendte bl.a. U17 spillerne Benjamin Stelman, Jeppe Højgaard og Ali Riad på banen. Riad og Højgaard kom direkte fra U17-kampen på banen ved siden af. Eman Subasic sparkede forbi i god position, og mere skete der ikke i de 93 minutter, som efter en fin 2. halvleg var godkendt fra VB’s side – især skades- og karantænesituationen taget i betragtning. Tre advarsler til værterne, mens AaB slap for tiltale.
At sparke straffe om bonuspointet er ikke en VB-hofspecialitet. Faghir og Raheel scorede, men da Koch og Ravn brændte, var konkurrencen slut allerede efter fire spark, da nordjyderne havde fuld plade.
Gustav Knudsen markerede sig med sine flotte parader som måske bedste VB’er i dagens kamp, men også stopperdirigenten Rasmus Koch og hans makker, Anders Sønderskov, der spillede en time, samt Subasic på midten kan fremhæves.
I den engelske uge går det løs igen allerede lørdag i Esbjerg.
Der var U19 Liga-debut til Benjamin Stelman, Jeppe Højgaard og Ali Riad. Alle årgang 2009 og til dagligt spillende på U17 Liga-holdet. Jeppe Højgaard er bror til Filip Højgaard (f. 2002) der spillede på VB Akademiet 2019-20 og nåede enkelte optrædener for U19 Liga-holdet.
Cheftræner Mads Nissen: Vi får ændret kampen i pausen
- Det lykkedes os heldigvis at få ændret kampen i pausen, fastslog VB-træner Mads Nissen.
- AaB har overtaget i 1. halvleg, og vi er for passive. Vi taler om i pausen, at vi skal være langt mere aggressive og ikke bare stille os ned, mens AaB kommer for nemt igennem i deres venstre side. Efter pausen giver vi ikke så meget væk og får flere pasninger sat sammen. På den baggrund er uafgjort passende - men det er selvfølgelig Gustav, der holder os inde i kampen! Det er den X-factor, vi har brug for fra vores folk i førsteholdstruppen. Sønderskov forsvarer jo også som en voksen mand i den time, det var planlagt, han skulle spille – han spillede jo en halvleg lørdag og igen en halvleg mandag i Future Cup.
Nissen var ikke optimistisk m.h.t. at få mange flere spillere klar til lørdagens kamp i Esbjerg.
- Engmark er dog tilbage fra skoletur, ligesom Mathias Bang måske er klar efter skade. Men U17-spillerne gør jo fine indhop i dag, og der er mere talent på det hold, vi kan gøre brug af.
Om kaptajn Koch, som i dag måtte spille i midterforsvaret, sagde træneren:
- Han er jo en kæmpe general – og gav man ham handsker på, kunne han såmænd også stå på mål…! Og Subasic spillede flot på midten, mens han har spillet mest kant på det sidste. Også Faghir og Ravn kæmpede flot, slutter Nissen.
U19 Ligaen 2025-26, VB Parken opvisningsbane
Onsdag den 1. oktober 2025 kl. 16.00
Vejle Boldklub – AaB 0-0 (0-0)
Kort:
20. Samuel Hust (gult kort)
48. Marcus Brolund (gult kort)
90. Yusuf Faghir (gult kort)
Indskiftninger:
46. Dánial Mørkøre ud Anas Raheel ind
63. Samuel Hust ud Benjamin Stelman ind
63. Anders Sønderskov ud Jeppe Højgaard ind
77. Nicolas Gammelgaard ud Kristian Tonnisen ind
84. Marcus Brolund ud Ali Riad ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Knudsen
Samuel Hust
Rasmus Koch (anfører)
Anders Sønderskov
Marcus Brolund
Eman Subasic
Max Jensen
Sander Ravn
Dánial Mørkøre
Yusuf Faghir
Nicolas Gammelgaard
Bænken:
Kasper Holm Rod (m)
Anas Raheel
Kristian Tonnisen
Jeppe Højgaard
Benjamin Stelman
Ali Riad

Yusuf Faghir leverede en god arbejdsindsats i forreste linje, men den unge angriber kom ikke på måltavlen i sin U19 Liga-kamp nr. 21. Foto: Ole Kristensen

Dánial Mørkøre spillede på højrekanten før pausen, hvor han flere gange viste prøver på sin speed. Foto: Ole Kristensen

En velspillende Gustav Knudsen fik sit 7. clean sheet i sin U19 Liga-kamp nr. 40. Målmanden fik sin debut i den ældste ungdomsliga-hold mod Randers Freja FC (1-2) i september 2023. Foto: Ole Kristensen
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.