Vejle Boldklubs U19-Ligahold var bagud 0-2 og 1-3 i dagens udekamp mod Brøndby, men vejlenserne kom stærkt tilbage og fik udlignet til 3-3. Stillingen holdt kun i få minutter, så scorede hjemmeholdet til 4-3 som også blev slutresultatet af en underholdende ligakamp.

Cheftræner Steffen Kielstrup havde tre ændringer i startopstillingen i forhold til sidste uges store comebacksejr over SønderjyskE. Waris Faghir, Wang Zhenao og Adam Jakobsen var ikke med på Vestegnen, mens Magnus Enggaard Hansen, Foday Manneh og Valdemar Sadrifar var nye i startopstillingen. Foday har fået to indhop og startpladsen mod Brøndby var den unge gambianers første for VB.

I Brøndbys tekniske felt var der gensyn med Tommy Schram for VB’s cheftræner Steffen Kielstrup. Midtbanespilleren Schram spillede i VB fra foråret 2002 til sommeren 2004 og nåede flere kampe med en ung Steffen Kielstrup på et VB-hold, der havde et svært i sæsonerne efter nedrykningen i 2002. Schram har efter den aktive karriere trænet serieklubber i det nordsjællandske og ført Hillerød op i 2. division, mens han nu assisterer svenske Joakim Mattsson i spidsen for det ældste ungdomsligahold på Vestegnen.

Kampen var med Brøndby i teten lige fra begyndelsen. Der var ikke spillet mere end ti sekunder, da Kasper Jørgensen fik en mulighed i feltet. VB-defensiven optrådte alt for passivt ved Brøndbys lange fremlægning, men Brøndby-backen sparkede ved siden af mål på en god mulighed. Brøndby dominerede, men VB bed også fra sig ved enkelte lejligheder. Foday havde VB’s første forsøg på mål, men gambianerens spark var uden kraft. Lige på Mads Hermansen. Foday gav Brøndby-spillerne problemer kampen igennem og allerede efter fire minutter burde Brøndbys anfører have fået en advarsel for et voldsomt frispark mod VB’s frontløber, men dommer Simon Rosenlund lod Brøndby-stopperen slippe og i stedet fik vejlenserne fire advarsler senere i kampen – værterne fik ingen…

Den dygtige Brøndby-spids Ertugrul Teksen bragte hjemmeholdet på 1-0 i det 14. minut. Efter et indlæg fra højre side afsluttede BIF tæt under mål. Først en super parade af Andreas Foged, så røg bolden på overliggeren og så kunne Teksen heade bolden i mål fra tæt hold. Tre minutter senere burde et groggy udehold have udlignet. Foday pressede Brøndby-forsvaret og opsnappede bolden. Fandt Sadrifar i feltet, men en velspillende Mads Hermansen reddede fint. I det 22. minut kom hjemmeholdet på 2-0. Farlige Teksen løb fra VB’s bagkæde og fandt Roni Arabaci, der scorede til 2-0. VB kom bedre med som halvlegen skred frem, men spille- og chancemæssigt sad værterne på kampen. Sommer headede bolden i mål efter en halv time, men linjedommeren havde inden markeret for offside. Brøndby havde flere muligheder mod slutningen af de første 45 minutter, men vejlenserne slap for en tredje scoring og levede fortsat.

VB kom godt tilbage i kampen og spillede generelt en god 2. halvleg. Valdemar Sadrifar reducerede til 1-2 efter 49 minutter. Thais Damgaard havde mange gode gennembrud efter pausen og på det første, var han med til at skabe reduceringen for VB. På Thais’ indlæg fik Villads Rasmussen fundet Sadrifar tæt under mål og han kunne skrabe et reduceringsmål over stregen. Minuttet efter burde VB have udlignet. Thais Damgaard fandt Alexander Jensen i feltet, men midtbanespilleren sparkede over mål på en god mulighed for udligning. Fire minutter senere var Alexander Jensen på spil igen. Han driblede på kanten og fandt Magnus Enggaard i feltet, men stopperen headede lige på Mads Hermansen. VB foretog en dobbeltudskiftning i det 61. minut. Gundelund og Sadrifar gik ud, mens Lundrim Hetemi og Ibrahim Fard kom ind. I det 64. minut synes kampen afgjort med Jesper Lindstrøms scoring til 3-1. Den dygtige midtbanespiller driblede sig fri og scorede sikkert. VB havde dog ikke opgivet og i det 68. minut reducerede Villads Rasmussen til 3-2. VB angreb over venstre side og via Foday Manneh på midten, blev Villads spillet fri. Teknikeren trak ind over midten og reducerede med et yderligt venstrebensspark. Flot mål. VB vejrede nu morgenluft mod et Brøndby-hold, der ikke havde fundet niveauet fra før pausen. I det 76. minut var Foday Manneh igen en kilde til uro i den blå-gule defensiv. Gambianeren brugte sin fysik i venstre side og fandt Thais Damgaard tæt under mål. Den formstærke VB’er kunne glide bolden i mål til 3-3!

Den overraskende udvikling på kampen varede dog kun i tre minutter. VB’erne forærede bolden til Brøndby centralt i banen. Hjemmeholdet takkede for muligheden og løb kontra. Mikkel Eslund fik bolden i venstre side og scorede alene med Andreas Foged. 4-3! VB satsede alt i de sidste ti minutter. Tættere end flere bolde i feltet kom vejlenserne ikke og de måtte sande, at det for anden weekend i træk ikke kunne blive til et stort comeback. Præstationen i de sidste 45 minutter var dog god og tre scoringer i Brøndby kan cheftræner Steffen Kielstrup tage med hjem i spillerbussen.

Kielstrup: To forskellige halvlege
Cheftræner Steffen Kielstrup var ikke sen til at erkende, at sejren til Brøndby var fortjent, men derfor ærgrede han sig alligevel over, at der ikke kom points med hjem.

– Vi spiller to forskellige halvlege. Før pausen har vi svært ved at spille med i kampen og er udfordrede. Fra tanke til handling er der for langt og Brøndby kommer først på det meste. Centralt i banen har vi problemer og vi kommer i undertal flere gange. Vi prøver at følge med deres lange bolde, men vi falder for sent og det bliver løbedueller frem for fysiske dueller. Selvom vi har målchancer og kan score, så bliver det 45 minutter på bagkant, siger Steffen Kielstrup.

Men pausesnakken hjalp for VB. De sidste 45 minutter vandt VB 3-2, men det rakte ikke til points.

– Vi kommer hurtigere i dueller og den vej sætter vi os mere på kampen. Vi er mere aggressive og bringer mere intensitet i kampen. Vi kreerer flere chancer end før pausen og de er større. Hvis vi havde vist lidt mere skarphed i begge ender af banen, så havde vi også fået et eller tre points med hjem. Ved målet til 3-1 viser vi, at vi fortsat er for uafklarede og når man på den måde giver mål væk, så er det dobbelt så hårdt at komme tilbage. Spillernes moral fejler ikke noget og de arbejder ufortrødent videre i modgang, men vi skal luge ud i store fejl. Vi kan træne nok så meget og nok så konkret, men vi skal undgå så store fejl på banen, siger Steffen Kielstrup.

– Brøndbys sejr er fortjent nok. De er bedre over hele kampen end vi er, men derfor kan vi godt ærgre os over, at vi ikke får et points, når vi udligner til 3-3, siger Steffen Kielstrup, der fremhævede fire spillere efter kampen.

– Thais Damgaard lægger mere og mere på i de her uger. Han er med i flere af målene og de gennembrud han laver i venstre side er farlige. Villads Rasmussen spiller også en god kamp og scorer et flot mål. Ibrahim Fard og Foday Manneh spiller også godt. Fard har en god pakke og laver et godt indhop, mens Foday er en håndfuld for Brøndby. Han skal fortsat forbedre en række punkter, men udgangspunktet er godt og han er involveret i meget, siger Steffen Kielstrup.

Der var U19-Ligadebut til Ibrahim Fard (f. 2000).

U19-Ligaen 2018-19, Brøndby Stadion, bane 1
Lørdag den 28. september 2018 kl. 19.00
Brøndby IF – Vejle Boldklub 4-3 (2-0)
14. 1-0 Ertugrul Teksen
22. 2-0 Roni Arabaci
49. 2-1 Valdemar Sadrifar
64. 3-1 Jesper Lindstrøm
68. 3-2 Villads Rasmussen
76. 3-3 Thais Damgaard Nielsen
79. 4-3 Mikkel Eslund

Kort:
32. Thomas Gundelund (gult kort)
36. Kasper Poulsgaard (gult kort)
84. Emil ”Agger” Nielsen (gult kort)
90. Thais Damgaard Nielsen (gult kort)

Indskiftninger:
61. Valdemar Sadrifar ud Lundrim Hetemi ind
61. Thomas Gundelund ud Ibrahim Fard ind
85. Emil ”Agger” Nielsen ud Jakob ”Give” Kristensen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Andreas Foged

Magnus Enggaard Hansen
Kasper Poulsgaard (anfører)
Emil ”Agger” Nielsen

Thomas Gundelund
Alexander Jensen
Tobias Sommer
Villads Rasmussen

Valdemar Sadrifar

Thais Damgaard Nielsen
Foday Manneh

Bænken:
Lundrim Hetemi
Ibrahim Fard
Jakob ”Give” Kristensen
Magnus Nissen (m) (ikke benyttet)

Tekst: Lars Christensen.