Vejle Boldklubs U19-Ligahold var foran 1-0, men tabte 1-2 til FC Nordsjælland i Farum på græs(!) lørdag eftermiddag. Kampen var sæsonens sidste for det ældste ungdomselitehold og vejlenserne leverede en god præstation mod topholdet og var tæt på at hente et point.

Cheftræner Steffen Kielstrup og assistenttræner Bo Møller sluttede sæsonen med U19-Ligaholdet med sæsonens længste udebanetur. Turen til Farum og mødet med topholdet FCN. I startopstillingen var de to stærke forsvarsspillere Emil ”Agger” Nielsen (skadet) og Kasper Poulsgaard (karantæne) ude, men det gav i stedet plads til andre kræfter, ligesom Mathias Voss fra U17-Ligaholdet fik chancen fra start og yderligere fire U17-Ligaspillere sad på bænken.

VB tog føringen ved Thais Damgaard efter godt og vel et kvarters spilletid, men kort efter udlignede FCN. Efter pausen scorede hjemmeholdet til 2-1. Den scoring svarede gæsterne aldrig igen på, selvom der var muligheder til at hente i hvert fald et point.

– Vi kommer foran i en situation, hvor Thais Damgaard kommer fri ved baglinjen og slår den ind over. Ved hjælp fra en modstander, ender bolden i mål. Kort efter udligner FCN, da Andreas Foged (VB’s målmand, red.) skal sparke ud. Han presses af en modstander, der rammer bolden og den går direkte i mål. Det er i store træk en jævnbyrdig 1. halvleg. Vi kommer skidt i gang og prøver at spille den ud i flere tilfælde, men laver mange opspilsfejl. Begge hold spillede meget direkte, men FCN var nok mest på bolden, siger Steffen Kielstrup.

Efter en jævnbyrdig 1. halvleg, hvor FCN var mest nærgående, så var det til gengæld VB der sad på de sidste 45 minutter.

– Vi har lidt medvind og trykker FCN med godt spil. I perioder spiller vi glimrende fodbold og spiller rundt om dem. Thais Damgaard har et par gode tilbud for at udligne. På stolpen og et frispark. Indskiftede Martin Lauritsen får en chance på hovedstød, men vi får ikke bolden puttet ind. FCN har groft sagt én chance, hvor de scorer. På baggrund af de sidste 45 minutter, så havde vi fortjent et point. Vi vidste, at FCN havde momentum efter mange mål og gode præstationer i de sidste uger. Men vi håndterer deres stil godt og gør, hvad vi kan, siger Steffen Kielstrup.

Det blev ikke til point i sæsonens sidste kamp, men cheftræner Steffen Kielstrup og spillerne og den øvrige stab indfriede allerede i sidste weekend målsætningen om top 6.

– Det var et positivt sidste indtryk vi leverede. Det har jeg også rost spillerne for. De udnytter de sidste minutter i sæsonen til en god præstation og til at blive bedre. Vi slutter ikke af med nogen ligegyldig sommerkamp eller give noget væk, men viser, at vi igen kan spille op med et af de bedste hold i U19-Ligaen. FCN tilkendegav også efterfølgende, at vi havde et godt udtryk som hold, siger Steffen Kielstrup, der fremhævede den yngste spiller i startopstillingen.

– Mathias Voss på højreback gør det godt. God energi og godt engagement både offensivt og defensivt. 1:1 duellerne var gode og han byder sig til offensivt. Vi véd, at han besidder den her fantastiske fart og den brugte han. Men mange spillere leverede en god sidste præstation i sæsonen og jeg er tilfreds med det sidste indtryk spillerne gav mig. Vi træner videre i et par uger inden ferien begynder, siger Steffen Kielstrup.

Der var U19-Ligadebut til Rasmus Schjang Larsen og Martin Lauritsen. Begge fra årgang 2002 og fra VB’s U17-Ligahold. Anton Stage Nielsen (2002) der sad på bænken uden at komme ind, spillede i stedet med U17-Ligaholdet.

Thais Damgaard Nielsen scorede sæsonens 12. mål, da han bragte VB foran. I skrivende stund rækker det til 5. pladsen på topscorerlisten. Et par af de øvrige hold mangler fortsat en kamp.

U19-Ligaen 2018-19, græsbane v/Right to Dream Park, Farum
Lørdag den 1. juni 2019 kl. 13.00
FC Nordsjælland – Vejle Boldklub 2-1 (1-1)
17. 0-1 Thais Damgaard Nielsen
19. 1-1 Oliver Tølbøll Rimmen
52. 2-1 Oliver Tølbøll Rimmen

Kort:
82. Lundrim Hetemi (gult kort)
85. Thais Damgaard Nielsen (gult kort)

Indskiftninger:
66. Valdemar Sadrifar ud Rasmus Schjang Larsen ind
76. Villads Rasmussen ud Martin Lauritsen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Andreas Foged

Mathias Voss
Tobias Sommer
Magnus Enggaard Hansen
Andreas Broe

Thomas Gundelund
Lundrim Hetemi (anfører)
Rami Ayman

Thais Damgaard Nielsen
Valdemar Sadrifar
Villads Rasmussen

Bænken:
Rasmus Schjang Larsen
Martin Lauritsen
Anton Stage Nielsen (ikke benyttet)
Magnus Nissen (m) (ikke benyttet)

Tekst: Lars Christensen.