U19-Ligaen begynder igen efter corona-pausen i weekenden. De syv øverste hold spiller turneringen færdig og fordeler medaljerne og pladserne i UEFA Youth League og Baltic Sea Cup. Første styrkeprøve er lørdag eftermiddag mod AGF i Aarhus.

VB nåede et par kampe i U19-Ligaen i februar og marts, da man tabte opgørene mod topholdene OB og FC Nordsjælland. Nu venter yderligere fire topkampe inden sæsonen er færdigspillet. De øverste syv hold i U19-Ligaen færdigspiller sæsonen, hvor VB møder Brøndby, FC Midtjylland, FC København og AGF, som vejlenserne ikke nåede at møde anden gang inden corona satte en stopper for fodbold.

Cheftræner Steffen Kielstrup og assistenttræner Bo Møllers spillere er placeret på rækkens 4. plads med 25 points. Brøndby på 3. pladsen er indenfor rækkevidde, mens OB og FC Nordsjælland i toppen synes at skulle afgøre guldet mellem sig. Se stillingen i slutspillet her.

Kampen mellem AGF og Vejle Boldklub på lørdag spilles fra kl. 15.00. Opgøret, der afvikles i Aarhus, er på grund af corona-restriktioner uden adgang for tilskuere.

Læs om kampene på www.vejle-boldklub.dk efterfølgende.

Tekst: Lars Christensen.