Vejle Boldklub U19-Ligahold var på en svær opgave på udebane i Odense mod OB trænet af den tidligere U19 Ligatræner i Vejle Boldklub, Kim Engstrøm. OB har leveret et flot forår, hvor det er blevet til flere fine sejre, men cheftræner Johan Sandahls tropper bed godt fra sig i 2-2 kampen og var endda foran 2-1, men det ene point kunne vejlenserne på ingen måde brokke sig over.

Vejlenserne startede i de første minutter godt, og påkrævede sig i denne periode bolden, men første gang OB’erne gik til angreb scorede holdet også. Kort efter udlignede anfører Nikolaj Lebæk dog, da han behandlede Jes Brobys fine indlæg perfekt og bankede bolden ind til 1-1. Herefter bølgede spillet frem og tilbage med et Vejle-mandskab, der spillede med fin selvtillid og hele tiden forsøgte at have bolden, men værterne viste sig også som et godt mandskab. Vejlenserne var et par gange tæt på at score ved de dygtige offensivespillere Christian Kudsk, Agon Mucolli og Kasper Døhr Thychosen.
Det blev også til en vejlensisk føring, da et flot og gennemspillet angreb endte hos energiske Kasper Døhr Thychosen (Future Vejle-klub: Vinding SF), som med en kontrolleret afslutning scorede til 2-1. Minuttet før pausen gik det galt for Vejle Boldklub, da OB efter en af deres farlige hjørnespark fik udlignet til 2-2.

I anden halvleg blev det mere markant en kamp med værterne som de dominerende, mens vejlenserne til gengæld lagde en stor energi for dagen og arbejdede hårdt for at få et point med hjem til Vejle. En godt spillende Mathias Sanchez (Future Vejle-klub: Bredballe IF) måtte hive et par store redninger frem af ærmet. Den ene afslutning fra den tidligere Vejle Boldklub-spiller Lucas Møller Jensen (Future Vejle-klub: Vinding SF), som var alene igennem med VB-målmanden, som reddede flot. Vejlenserne forsøgte sig med nogle omstillinger, men formåede aldrig at blive rigtig farlige i anden halvleg. Med et kvarter igen måtte Vejle Boldklub også udskifte den dygtige tekniske midtbanespiller Maksym Fitel, som brækkede armen og skal opereres om en uge.

Cheftræner Johan Sandahl: Drengene leverede en flot fight
Det blev til et enkelt point i Odense, hvilket VB’s svenske cheftræner var fint tilfreds med.

– Vi spiller en flot kamp og gør en meget god præstation mod en dygtig modstander. Spillerne tog ansvar og forsøgte hele tiden at bevare bolden med pasningsfodbold, og i perioder var der rigtig flot fodbold. Specielt ved vores to mål satte vi et par flotte angreb sammen, siger Johan Sandahl.

– Anden halvleg blev med en lidt anden dagsorden, da vi i perioder var hårdt presset. Der blev her leveret en fantastisk fight, og spillerne gjorde alt hvad de kunne for at kæmpe sig til et point, og de blev heldigvis belønnet for deres arbejdsindsats, fortæller en tilfreds Johan Sandahl.

Der var U19-startdebut til Waris Faghir (f. 2001). Forsvarsspilleren fra U17-Ligaholdet spillede hele kampen i midterforsvaret og spillede en flot kamp.

Sådan så OB kampen.

U19-Ligaholdets næste kamp er lørdag den 26. maj mod Esbjerg på hjemmebane.

Kampfakta:
OB – Vejle Boldklub 2-2 (2-2)
07. 1-0 Mathias Jørgensen
12. 1-1 Nikolaj Lebæk
31. 1-2 Kasper Døhr Thychosen
44. 2-2 Anton Pedersen

Kort:
70. Kasper Poulsgaard (gult kort)

Indskiftninger:
68. Christian Kudsk ud Deniz Korkmaz ind
76. Maksym Fitel ud Mathias Præst Nielsen ind
85. Kasper Døhr Thychosen ud Louie Steven Jacobsen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Mathias Peguero Sanchez Eriksen

Tobias Utoft
Kasper Poulsgaard
Waris Faghir
Jes Broby

Nikolaj Lebæk (anfører)
Maksym Fitel
Agon Mucolli

Christian Kudsk
Kasper Døhr Thychosen
Lucas From

Bænken (alle benyttet):
Deniz Korkmaz
Mathias Præst Nielsen
Louie Steven Jacobsen

Tekst: Jacob Thychosen.