U19 besejret af AGF

I den første kamp efter coronapausen i U19-Ligaen tabte Vejle Boldklub til AGF på Fredensvang. Aarhusianerne vandt 3-0 efter en målløs 1. halvleg.

Coronapausen er slut i U19-Ligaen, og lørdag eftermiddag tog AGF og Vejle Boldklub hul på slutspillet der skal afgøre, hvem der løber med medaljerne og de europæiske pladser. VB kom til opgøret uden forudgående træningskampe i benene og den senest kamp var tilbage i marts, hvor vejlenserne tabte 4-5 til FC Nordsjælland. Trænerstaben med Steffen Kielstrup, Bo Møller og Frank Rasmussen kunne skimte Brøndby på 3. pladsen i tabellen inden opgøret, men vejlenserne tabte terrin til blå-gule talenter med dagens nederlag.

Talentchef Steen Thychosen, der var én af få tilskuere på Fredensvang, beretter om et rustent VB-hold ovenpå den ufrivillige kamppause.

– Det hele var lidt rustent, og det bar kampens kvalitet præg af hele vejen igennem. Vi talte hurtigt om, at det første mål ville blive afgørende i sådan en kamp. Der stod 0-0 i den første time inden AGF kommer foran på et mål, hvor vi begik en fejl rent defensivt som AGF straffede. Ved målet til 2-0 kommer vi på bagkant, da AGF sparker et befriende spark fra egen banehalvdel. AGF ender med at tippe bolden i mål og derfra er det game over, siger Steen Thychosen.

– ”Guy” går desværre i stykker efter få minutter og vi må rokere rundt i bagkæden. Mathias Voss går over på venstreback, mens U19-Ligadebutanten Christian Jørgensen kommer ind i højre side. Set over hele kampen er det sporadisk, hvad vi kommer frem til, men vi har udfordringer med at true AGF i længere perioder. Vi var ikke som sådan udspillet, men det var fair nok at AGF vandt. Der var en del 2002’ere, der blandt andre kommer til at udgøre truppen efter sommerpausen, der fik spilletid. De mærkede på egen krop, hvordan der bliver spillet i U19-Ligaen. Det er god erfaring, men ellers var det mest glædelige, at vi kom i gang igen, siger Steen Thychosen, der fremhævede to af ældste spillere på VB-holdet.

– Villads Rasmussen og Mathias Voss gør en god indsats. Villads spiller både på kanten og på midtbanen i løbet af kampen og var vores bedste mand, men Voss spiller også en god kamp. Nu har vi heldigvis en uge mere på træningsbanen, inden vi skal spille mod et godt hold fra Brøndby, siger Steen Thychosen.

Der var U19-Ligadebut til Christian ”GG” Gammelgaard (2003), Christian Jørgensen (2003) og Mads Holten Christensen (2002).

Siden U19-Ligaholdet senest spillede i marts, er der en ændring i truppen. Det er forsvarsspilleren Andreas Broe (2001), der er skiftet til FC Sydvest 05 Tønder i 2. division.

U19-Ligaen slutspil 2019-20, Fredensvang, Aarhus
Lørdag den 20. juni 2020 kl. 15.00
AGF – Vejle Boldklub 3-0 (0-0)
64. 1-0 Frederik Ihler
77. 2-0 Mads Thorsøe Bager
87. 3-0 Frederik Normann Jørgensen

Indskiftninger:
9. Phon-Ek ”Guy” Maneekorn ud Christian Jørgensen ind
64. Rasmus Schjang Larsen ud Matthew Conroy ind
78. Christian Jørgensen ud Mads Holten Christensen ind
78. Hans Høllsberg ud Martin Lauritsen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Andreas Foged

Mathias Voss
Magnus Enggaard Hansen
Peter Ullum
Phon-Ek “Guy” Maneekorn Jensen

Hans Høllsberg
Oliver Provstgaard
Rasmus Schjang Larsen

Villads Rasmussen
Valdemar Sadrifar
Christian ”GG” Gammelgaard

Bænken:
Tobias Bargisen (m) (ikke benyttet)
Matthew Conroy
Magnus Haahr Hatting (ikke benyttet)
Christian Jørgensen
Martin Lauritsen
Mads Holten Christensen

Tekst: Lars Christensen.