Vejle Boldklubs U17-mandskab leverede en af sæsonens bedste præstation, da de på den midlertidige hjemmebane på Vejle Idrætsefterskole vandt 3-0 over et ellers ikke ueffent AaB-mandskab.

Kim Leth Andersen måtte til lørdagens kamp ellers undvære både Guy Maneekorn Jensen og Matias Tomaselli, som var ude med karantæne. Det blandt en startplads til Gustav Callø, der har været ude i længere tid med skade.

De unge VB-spillere kom godt fra start og efter 12 minutter var Jashar Beluli ikke langt fra at bringe værterne foran, da han efter et godt indlæg fra Christian Jørgensen tvang AaB-målmanden til en stor redning på hovedstødet.
Ovenpå en start på opgøret, hvor det var med værterne i teten kom gæsterne mere og mere ind i kampen og resten af første halvleg var et lige opgør uden de store chancer.
– Vi var ganske godt tilfredse med vores første halvleg, hvor vi i det meste af halvlegen var i kontrol med bolden, men også var aggressive i presset. Vores tre stoppere havde mod til at stå mand/mand med deres tre dygtige offensivefolk, og det løste de suverænt, beretter Kim Leth Andersen.

I starten af anden halvleg fik Vejle Boldklub en lille gave, da AaB-målmanden halvkiksede et udspark, som Jashar Beluli opsnappede og sikkert scorede på chancen.
10 minutter efter blev det 2-0 til hjemmeholdet, da en hårdt arbejdende Gustav Callø headede et godt indlæg af Tobias Lauritsen i mål. Vejlenserne var i fuld kontrol og den vejlensiske defensiv var der på dagen ingen huller i. Med små 10 minutter igen blev opgøret afgjort, da Tobias Lauritsen med sin anden assist fandt Christian Jørgensen i dybden, som sikkert omsatte den gode mulighed til 3-0.
En forløsende og fortjent sejr for Kim Leth Andersens tropper, der i flere kampe har været tæt på sejren, men en del gange har måtte nøjes med uafgjort.
– Drengene har virkelig fortjent denne sejr. De arbejder generelt hårdt for tingene, og det gjorde de i den grad også i dette opgør. Denne gang var der både hårdt arbejde og godt spil, så det var virkelig en god stemning i omklædningsrummet efter kampen, fortæller Kim Leth Andersen.

Vejle Boldklubs U17-mandskab spiller igen lørdag d. 9. november kl. 12.30, når SønderjyskE er modstanderen på udebane i Haderslev.

Kampfakta
Vejle Boldklub-AaB 3-0 (0-0)
56. 1-0 Jashar Beluli
66. 2-0 Gustav Callø
82. 3-0 Christian Jørgensen

Indskiftninger:
63. Jashar Beluli ud Batughan Öksum ind
71. Mikkel Rytter ud Lucas Hove ind
81. Christian Gammelgaard ud Sune Aarup ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Tobias Jakobsen

Wilhelm Stage
Oliver Olsson
Oliver Nielsen

Christian Jørgensen
Mikkel Rytter
Christian Gammelgaard
Tobias Lauritsen
Magnus Rasmussen

Gustav Callø
Jashar Beluli

Bænken:
Sune Aarup
Lucas Hove
Batughan Öksüm
Emil Schmidt (Ikke benyttet)

Tekst: Jacob Thychosen