Vejle Boldklubs U17-mandskab har haft et fremragende efterår, som de lukkede til aften ved at vinde på udebane med 3-0 over formstærke Randers. Med sejren er Kim Leth Andersens tropper sikre på mindst at gå på vinterpause med en 3. plads i U17 Ligaen.

Vejlenserne var til opgøret i Randers uden de karantæneramte Rasmus Schjang og Oska Bagge, hvilket gav en tilbagevenden til startopstillingen til Mathias Voss, der har været ude i dele af efteråret med en skade.

Kampen blev fra start spillet i et højt tempo, hvor der både var gode detaljer, men også en del fejl mellem to dygtige U17-mandskaber. Vejlenserne var bestemt ikke ufarlige og blandt andet var den stærke midterstopper Oliver Nielsen to gange tæt på at score med hovedet. Derudover havde Mikkel Kraul i første halvleg ligeledes en stor chance, der dog ikke blev omsat til mål. Værterne bed også fra sig og på et hjørnespark måtte Andreas Jungdal efter en god redning have hjælp af overliggeren for at forhindre en scoring.
– Første halvleg blev spillet i et opskruet tempo, hvor vi havde vores chancer, men også manglede en anelse ro, mod og kvalitet på bolden, hvilket vi snakkede om i pausen, fortæller cheftræner Kim Leth Andersen.

Anden halvleg var kun fem minutter gammel, inden Wahid Faghir viste sin målfarlighed som rækkens topscorer, da han stærkt sparkede den inde i det korte hjørne efter assist af Magnus Hatting. Et kvarter senere gjorde Wahid Faghir med sit 13. sæsonmål det til 2-0 efter fint forarbejde af Filip Højgaard.
Kort før slutfløjtet blev det 3-0, da indskiftede Christian “GG” Gammelgaard mit sit tredje mål i sæsonen afsluttede et glimrende angreb iscenesat af Anton Stage.
– I anden halvleg løftede vi vores niveau på bolden, hvilket gav en fortjent sejr mod en modstander, der var rigtig svære at spille imod. Vi havde spillerne, der med individuelle færdigheder gjorde forskellen, siger Kim Leth Andersen og fremhæver Andreas Jungdal for et par vigtige redninger, Wahid Faghir for de to mål, men også de to midterstopper Peter Ullum og Oliver Nielsen for overbevisende præstationer.

Med sejren ligger VB med 23 point nu nummer to i U17 Ligaen og har ikke flere turneringskampe i 2018.
Kim Leth Andersen kom til Vejle Boldklub i sommers og kan dermed se tilbage på en flot efterårssæson.
– Vores efterår har været virkelig godt. Vi snitter næsten to point pr. kamp, hvilket er yderst imponerende. Drengene ligger grobunden for deres gode resultater i kampene med et meget højt træningsniveau og de har virkelig været en fornøjelse at arbejde sammen med, understreger cheftræneren.

Næste turneringskamp er først d. 2. marts kl. 15.15, hvor Silkeborg på udebane er modstanderen i en vaskeægte topkamp.

Kampfakta U17-kampen:
Randers FC-Vejle Boldklub 0-3 (0-0)
50. 0-1 Wahid Faghir
72. 0-2 Wahid Faghir
86. 0-3 Christian “GG” Gammelgaard

Indskiftninger:
65. Mikkel Kraul ud Christian “GG” Gammelgaard ind
75. Magnus Hatting ud Lucas Nielsen ind
78. Anton Stage ud Niklas Dupont ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Andreas Jungdal

Mathias Voss
Peter Ullum (anfører)
Oliver Nielsen
Guy Maneekorn Jensen

Hans Høllsberg
Filip Højgaard
Anton Stage

Magnus Hatting
Wahid Faghir
Mikkel Kraul

Bænken:
Lucas Nielsen
Christian “GG” Gammelgaard
Niklas Dupont
Tobias Bargisen (m) (ikke benyttet)

Tekst: Jacob Thychosen