Der har været produceret køkkener i Tvis ved Holstebro siden 1952, og virksomheden, der nu er medlem af VB’s Erhvervsklub, er dermed Danmarks ældste køkkenfabrik. Tvis producerer også inventar til fx bad, entré og bryggers.

Virksomheden har 26 butikker rundt om i landet samt i Thorshavn på Færøerne.

Hvor andre producenter har outsourcet produktionen af mange delelementer til udlandet, produceres alt fra bunden på fabrikken i Tvis. Der arbejdes døgnet rundt i treholdsskift på fabrikken i den lille vestjyske by.

”Vi har æstetik og kvalitet i højsædet, og kunden er med hele vejen,” siger indehaver Mads Nybo fra Tvis Køkkener.

”Man kan – ganske uforpligtende – få besøg af en af vore indretningsarkitekter, som tager mål og sammen med kunden udarbejder et udkast. Herefter produceres billedmateriale, så køkkenprojektet visualiseres, og kunden kan gennem hele forløbet komme med ændringer til farvevalg, skuffer, greb etc. Hvert køkken bliver således unikt – produceret til det enkelte hjem.”

Mads Nybo er selv bosiddende i Vejle, og hans passion for klubben er baggrunden for virksomhedens indtræden i Erhvervsklubben.

”VB er en spændende klub, som er et godt forum for erhvervsdrivende,” fastslår Nybo. Vi vil gerne bidrage til klubbens vækst, ligesom det er en fordel for os at være en del af VB’s store netværk.

Læs mere på https://tvis.com samt på Facebook