Vejle Boldklub har udtaget 24 spillere til årets første trup. De fire målmænd i A-truppen suppleres af 20 markspillere når Ringkøbing IF er modstanderen i den første af fire træningskampe i Danmark inden træningslejren. Kampen mod vestjyderne spilles på kunstgræsbanen ved Vejle Idrætsefterskole lørdag eftermiddag fra kl. 14.00.

Trænerstaben og spiller ser frem til opgøret mod RIF efter otte dage med løb, spil og styrketræning i 2020. Efter den ottende dag udtog cheftræner Constantin Gâlcă de spillere skal spille årtiets første VB-kamp. Det er samtlige kampklare spillere i A-truppen. Nytilkomne Leonel Montano forventes at få sine første minutter i VB-trøjen, mens de øvrige 22 af de 23 andre spillere fik spilminutter for vejlenserne i efterårets kampe. Jonas Andersen er også inkluderet i årets første trup, efter han tilbragte efteråret på leje i SC Weiche Flensburg. Truppen er suppleret med Villads Rasmussen fra U19-Ligaholdet. Den alsidige spiller var med i efterårets træningskamp mod FC Sydvest, men har endnu ikke debuteret for vejlenserne.

Et par spillere er ikke med i kampen. Kjartan Finnbogason er i USA med det islandske landshold og vender først tilbage til truppen i næste uge. Malte Amundsen plejer den ledbåndsskade han pådrog sig i efterårets sidste kamp mod Viborg. Han forventes først senere i opstarten tilbage i kamp. Læs mere her. Lucas From er også på vej tilbage efter en skade, mens Thais Damgaard Nielsen træner med Middelfart.

Der er fri entré til Vejle Boldklubs træningskampe og alle er velkomne til at overvære NordicBet LIGA-holdets forberedelser.

Vejle Boldklubs trup:
1. Thomas Hagelskjær (m)
3. Viljormur Davidsen
4. Juhani Ojala
7. Sergiy Gryn
8. Magnus Grødem
10. Diego Montiel
11. Arbnor Mucolli
12. Adam Jakobsen
14. Thomas Gundelund
15. Mads Greve
16. Ylber Ramadani
17. Lucas Jensen
18. Wahid Faghir
20. Jacob Schoop
21. Indy Groothuizen (m)
22. Mads Lauritsen
23. Nicolas Gianini Dantas
26. Leonel Montano
34. Lundrim Hetemi
44. Tobias Mølgaard
45. Gianluca Zanette (m)
91. Lucas Chang-Andersen (m)
Jonas Andersen
Villads Rasmussen

Træningskamp
Lørdag den 18. januar kl. 14.00
Vejle Boldklub – Ringkøbing IF
Kunstgræsbanen v/ Vejle Idrætsefterskole
Ørnebjergvej 28, 7100 Vejle

Tekst: Lars Christensen.