Som udgangspunkt er et point på udebane ikke så skidt endda. Men når Viborg vinder hver gang, og VB-spillet var middelmådigt, var det så som så med tilfredsheden i VB’s omklædningsrum efter en halvfesen 0-0 kamp over et hold, vejlenserne nok vil mene, man skal kunne slå. Specielt uretfærdigt var pointdelingen dog ikke. VB havde de fleste, Skive de største muligheder i aftenkampen.

Constantin Galca havde ikke fundet anledning til at lave noget som helst om i forhold til den overbevisende indsats mod KIF, så såvel startellever som bænk var helt identiske.

Men hvad er bedre end kvinder og rock
– det er en Hancock

lød Johnny Madsens sprukne røst i højtaleren fra Double Bogey Blues. En skummende fadøl fra det lokale bryggeri er så sandelig ikke af vejen, men hvad de 815 tilskuere blev budt, var dog nærmeste en lidt doven letøl.

Mange vejlensere skuttede sig i det fri på langsiden af det bedagede atletikstadion. Selv på afstand – med løbebane, springgrave etc. imellem dem og grønsværen – var der ikke det helt store at klappe af for de rødklædte fans.

1. halvleg var ikke just for fodboldfeinschmeckere. I en yders jævn forestilling diverterede begge hold på den ujævne bane med et bredt udsnit af fejlafleveringer, og der skete ikke meget i de to felter. Hjemmeholdet havde stor respekt for gæsterne og var hurtigt nede og stå, når de mistede bolden, men vejlensernes opspil var for langsomt og upræcist til for alvor at bringe de blågule i forlegenhed.

Finnbogason fik flugtet kvalificeret efter 11 minutter, men fin redning af Markus Bobjerg i Skive-målet. Midt i halvlegen havde skibonitterne deres eneste nævneværdige forsøg før pausen, da Emil Søgaard fik afsluttet godt og fladt, men Groothuizen reddede. I halvlegens sidste minutter blev VB endelig lidt pågående. Montiel sendte et direkte frispark snært forbi, mens Gryn fik afsluttet fint, men Bobjerg var på plads.

2. halvleg blev mere underholdende med muligheder i begge ender. Allerede et par minutter efter pausen burde skibonitterne have bragt sig foran. Efter et frispark fra siden headede Magnus Riisgaard Jensen bolden opstanderen, og samme spiller lykkedes med at sparke returen himmelhøjt over mål. En mega dobbeltchance!

VB bød dog også ind. Schoop satte Gryn op til en friløber på en omstilling, men ukraineren blev pareret. Med 20 minutter igen var oprykkerne igen tæt på, da Sebastian Denius fik afsluttet fra kort afstand, men en VB-forsvarer stod gyldent placeret.

Mucolli, Adam Jakobsen og Vitinho kom på banen i løbet af de sidste 25 minutter. Den sidste snes minutter tilhørte topholdet, som pressede på for en afgørelse mod et hjemmehold, der var yderst tilfreds med det ene point. Mucolli fik trykket af, men Bobjerg var påpasselig. Finnbogason kom først til en løs bold, men bolden sneg sig på den forkerte side af stolpen. Og endelig havde Vitinho et fint hovedstød, som Bobjerg fik reddet med det yderste af neglene.

0-0 forblev det, alt imens regnen satte ind mod slutningen af kampen og fuldendte billedet af en lidt trist affære. Gule kort til Amundsen og Finnbogason.

Mon dog ikke de rødblusede finder noget helt andet spil frem næste weekend, når Fremad Amager gæster Nørremarken? Alle mand i skoven lørdag kl. 14:00!

Se højdepunkter fra kampen her.

NordicBet LIGA 2019-20, Hancock Arena, Skive
Fredag den 25. oktober 2019 kl. 19.00
Skive IK – Vejle Boldklub 0-0 (0-0)

Kort:
85. Malte Amundsen (gult kort)
90. Kjartan Finnbogason (gult kort)

Indskiftninger:
65. Lucas Jensen ud Arbnor Mucolli ind
76. Sergiy Gryn ud Adam Jakobsen ind
85. Diego Montiel ud João ”Vitinho” Souza ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Indy Groothuizen

Tobias Mølgaard
Mads Greve
Juhani Ojala
Malte Amundsen

Ylber Ramadani
Jacob Schoop (anfører)

Lucas Jensen
Diego Montiel
Sergiy Gryn

Kjartan Finnbogason

Bænken:
Thomas Hagelskjær (m)
Viljormur Davidsen
Adam Jakobsen
Thomas Gundelund
Nicolas Gianini Dantas
Arbnor Mucolli
João ”Vitinho” Souza

Dommer: Patrick Remon Gammelholm
Tilskuere:
815

Skive (4-4-2): Marcus Bobjerg – Emil Søgaard, Christoffer Østergaard, Magnus Riisgaard Jensen, Kenneth Nielsen – Thomas Santos (66: Sebastian Buch Jensen), Mikkel Vendelbo, Frederik Mortensen, Sebastian Denius (84: Jacob Vetter) – Sebastian Grønning, Mikkel Jespersen (77: Mathias Bonde)
Træner: Thomas Røll, Martin Thomsen.

Tekst: Ole Kristensen.